Kommune: - Vi afventer

Efter seneste døgns tavshed kommer udtaler direktør i Faxe Kommune sig nu om sagen, hvor en 1. klasseelev blev fundet bundet til et træ med en plastikpose om hovedet. 

Foto: Jens Wollesen

Flere forældre kalder på gennemsigtighed fra både skoleledelse og kommune, efter en 7-årig dreng onsdag formiddag blev fundet bundet til et træ i en skov ved Vibeengskolen i Haslev med en plastikpose om hovedet. 

Den Korte Version
  • En 7-årig dreng blev fundet bundet til et træ med en plastikpose om hovedet ved Vibeengskolen i Haslev.
  • Faxe Kommune afventer politiets efterforskning og har kommunikeret med forældre via Aula.
  • Flere forældre føler sig utilstrækkeligt informeret og er frustrerede over manglende gennemsigtighed.
  • Skolen afholdt et orienteringsmøde med politiet og en psykolog, men forældre blev afvist fra deltagelse.
  • Der er uoverensstemmelser mellem skolens og børnenes forklaringer om hændelsen.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Sjællandske Nyheder har tidligere forsøgt at henvende sig til skoleleder Susanne Meyer, både via telefonopkald og mail. Hun er ikke vendt tilbage på vores henvendelse. Nu kan Ida Byrge Sørensen, direktør i Faxe Kommune,  dog komme med en foreløbig status. 

- Det eneste, vi kan sige lige nu, er, at politiet er på sagen. Vi afventer deres efterforskning. Lige nu ligger vores fokus på at tage hånd om forældrene og børnene. Kommunikationen er sket via Aula, hvor der løbende er blevet udsendt beskeder, fortæller Ida Byrge Sørensen til Sjællandske Nyheder. 

Læs også

Én fjer  

Det er dog langt fra alle forældre, der lige nu mærker støtten. 

Siden Sjællandske Nyheder blev gjort bekendt med episoden, hvor et forældrepar fandt deres søn bundet til et træ om både mave og hænder samt med en plastikpose over hovedet, har vi været i kontakt med flere forældre, der alle står forvirret og fortvivlet tilbage. 

Af hensyn til eleverne har Sjællandske Nyheder givet tilladelse til, at forældrene kan udtale sig anonymt. Redaktionen er dog fuldt bekendt med forældrenes identitet. 

Forældrene kan alle berette, at der gik lang tid, før de blev bekendt med onsdagens hændelse. 

Det var også først længere henne på eftermiddagen, at ledelsen valgte at orientere forældrene via en besked på Aula. 

Her forklarede skolen, at episoden skete, mens 1. klasseeleverne blev sendt ud i skoven for at indsamle naturting, der skulle bruges til en opgave i forbindelse med en fagdag.

Her blev drengen angiveligt passet op af en fremmed mand, som opholdt sig inde i skoven. Manden bandt efterfølgende drengen til træet med en snor om både mave og hænder. Ifølge Aula-beskeden så nogle af drengens klassekammerater manden løbe fra stedet, hvorefter de skyndte sig hen for at komme drengen til undsætning.

Det er dog ikke en forklaring, der stemmer overens med forklaringen, mange forældre har fået fra deres børn. 

Torsdag afholdt skolen et orienteringsmøde for skolens elever med deltagelse fra både Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi samt en psykolog fra PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, red.). Dog er flere forældre blevet afvist i selv at deltage på mødet. 

- Jeg synes det er vildt underligt, at vi ikke kan sidde med på det møde, fortæller en forælder til Sjællandske Nyheder. 

- Skolen har ganske vist sagt, at der nok vil blive sendt et referat. Men hvordan kan jeg som forælder være sikker på, at det referat er fyldestgørende. Hvis vi forældre på nogen måde skal være i stand til at være der for vores børn, kræver det jo, at vi ved, hvad der er forgået. Allerede nu florerer der jo en masse rygter. Nogle har hørt, at... Nogle har set, at... Men hvorfor sikrer man sig ikke, at vi forældre får den samme fortælling i stedet for det ender som fjeren og de fem høns? 

Begrænset viden  

Sjællandske Nyheder har foreholdt Ida Byrge Sørensen forældrenes beretninger. Hun forklarer, at den mangelfulde information også skal ses i lyset af politiets efterforskning. 

- Som jeg også tidligere har sagt, så er politiet i fuld gang med deres efterforskning. Derfor kan vi heller ikke sige mere end det, vi rent faktisk ved, siger Ida Byrge Sørensen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...