Trille og Trolle er tilbage i håndboldhallen

I februar var de to skovtrolde Trille og Trolle efter en lang coronapause atter klar til at indtage Schneekloth-hallen i Brøndby med små, sjove eventyr og lege for både børn og deres forældre.

Trille Trolle er et træningstilbud, hvor alle aktiviteterne tager udgangspunkt i små historier fra to de troldes univers, og det skal være med til at skabe en sjov og legende indgangsvinkel til træningsaktiviteterne for børn i alderen to til fire år.

– Motion er vigtigt for alle, og siger du til børn, at vi skal lege en leg, opdager de ikke, at de både får løbet, svinget med armene og kastet med bolde, fortæller Kristina Katberg, som er næstformand i Brøndby Håndboldklub.

Det er den lokale håndboldklub, der i samarbejde med kommunen sørger for at få bredt Trille og Trolle ud lokalt, og i februar har det magiske eventyrunivers haft rekordmange besøgende.

– Vi har forsøgt at annoncere i lokalavisen og gøre forældrene opmærksomme på projektet via Aula, og det har resulteret i, at der i weekenden var mere end 50 børn plus deres forældre, siger Kristina Katberg, der også oplever en glæde hos forældrene, under Trille og Trolle.

Unikt foreningsliv

Næstformanden i Brøndby Håndboldklub tror, at forældrene er lykkelige for at tilbringe halvanden times tid i hallen sammen med andre familier en lørdag formiddag.

– Med Trille og Trolle får vi også aktiveret forældrene, som så også får rørt sig lidt, så de får en god start på lørdagen. Samtidig oplever de også, hvordan deres børn udvikler sig i et stille og roligt tempo, lyder det fra Kristina Katberg, som også håber, at kendskabet til håndboldklubben bliver bredt mere ud til familierne i kommunen.

Coronakrisen har været hård ved foreningslivet i Danmark under nedlukningerne, og det mærker de især på ungdomssiden i Brøndby Håndboldklub. Derfor er Kristina Katberg også glad for den store opbakning, som Trille og Trolle har fået, for det kan være med til at generere nogle nye medlemmer på længere sigt.

– Det betyder jo, at vi får spredt kendskabet til vores klub ud. Vi har været lidt tyndt befolket på ungdomssiden i de eneste år. Så det har jo en effekt, fordi der måske er nogle større søskende, som kan få øjnene op for håndboldsporten, siger hun.

I dag er det næstformanden, der står for Trille og Trolle i Brøndby. Hun overtog for lidt over et år siden, da klubbens tidligere instruktører ikke kunne være der mere.

– Vi har et unikt foreningsliv i Danmark, og det skal vi værne om. Det gør vi blandt andet ved brede kendskabet ud, så de ved, hvad det vil sige at være i en forening, for eksempel ved at vise dem lidt om det fællesskab og de venskaber, det giver på tværs af kommunen, siger Kristina Katberg, som har Trille og Trolle med til åben træning igen lørdag den 12. marts.

Foto: Robert Hendel
Foto: Robert Hendel

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...