Rock Nalle besøgte museum: Langt liv i rock’n’roll

Foto: Per Christensen

Foto: Per Christensen

Den 10. april åbner Stefan Broberg Hansen det private museum Rock’n’Roll & Blues by Rock Nalle på Søndergade 8 i Hørve, til ære veteranen Rock Nalle, alias Roland Lyhr Sørensen, og i ugens løb besøgte hovedpersonen museet.

I museets første rum står en B&O-radio fra 1950’erne, der minder Rock Nalle om den radio, som satte det hele i gang på drengeværelset. Satte rock og soul på tapetet. Plantede drømmen.

– Alle os gamle startede med høre musik på Radio Luxembourg. Det var dér, jeg hørte Little Richard, Fats Domino og Elvis Presley første gang. Og Jerry Lee Lewis. I 1956-58.

– Det var sådan en radio med skala. Så stillede man ind på “båndet”, og så skulle den lige have et slag, så var den der, husker Nalle om Radio Luxembourg, der var lidt ustabil at fange på grund af forstyrrelser fra andre stationer.

– Så sad vi tre-fire gutter og hørte Radio Luxembourg, og der åbnede sig en helt ny verden. Da jeg hørte Little Richard første gang, fik jeg gåsehud over hele kroppen. Det var så man kunne gå på loftet og rende på væggene. Det var fed musik, siger Rock Nalle.

Beatles stjal musikken

– Jeg kunne også lide Stones - de var sådan lidt beskidte. Jeg har altid været meget sort i min musik - med rock, blues og soul. Ottis Redding, Sam & Dave, Wilson Pickett. Så kom Beatles og stjal musikken med “She Loves You”. Men Aretha Franklin tog den tilbage, husker Rock Nalle.

Med Little Richards og Fats Domino som forbilleder udgav han i 1965 The Jarmels’ nummer “Little Lonely One” sammen med gruppen Les Amis. Året efter storhittede han med sin udgave af det senere Wilson Pickett-verdenshit “In The Midnight Hour”.

– Johnny Reimer og jeg havde kendt hinanden helt tilbage fra børnehaven, og i 1960’erne var han talentspejder hos Polygram i Danmark. Han fik i 1965 tilbudt at udgive det amerikanske nummer “In The Midnight Hour”, før det blev udgivet i Europa. Så jeg fik et hit med “In The Midnight Hour” sammen med ”Melvis & His Gentlemen” - i en måned. Så kom Wilson Pickett og tog den, fortæller Rock Nalle.

“In The Midnight Hour” - i Nalles version - lå på Top 20 på den britiske singlehitliste. Han modtog i 1965 en “Børge” som Årets mest lovende talent. Rock Nalle -Danmarks soulstemme.

Mindernes museum

Det nye Rock Nalle-museum er et sted for fremkaldelse af minder. Stefan Broberg Hansen har i årevis samlet på alt, hvad der har med Rock Nalles karriere at gøre - signerede LP’er, CD’er og plakater, kassettebånd, scrapbøger, masterbånd.

Da idéen om museet blev født, fik han lov til at overtage Rock Nalles omfattende samling - original-indspilninger, guld- og sølvplader, statuetter, keyhangere til festivaler, musiker-hilsner.

Dansk tilpasning

I sidste halvdel af 1960’erne blev det svære tider for Nalle. Soul måtte vige pladsen for dansktop.

– Keld og The Donkeys kom med “Ved Landsbyens Gadekær” i 1966, og så skulle vi synge på dansk allesammen. Sådan nogle tilpasnings-sange, fortæller Rock Nalle og nævner sin single “Hi-Lili, Hi-Lo".

Efter nogle års lavvande mødte Rock Nalle Gustav Winckler, som producerede LP’en “Rock Nalle”, hvor “Go’e Gamle Fru Olsen” var på - landeplagen fra 1978, som Nalle stadig er kendt for. En fordanskning af Little Richards “Good Golly Miss Molly”. På B-siden lå “Min Fars Roemark i Skjern” - en dansk undersættelse af Johnny Cash-sangen “In Them Old Cotton Fields Back Home”.

Rock Nalle var tilbage. På museet kan man gå tilbage og følge med i hele historien.

Tilbage til livet

Men efter en mislykket operation og kroniske smerter, der blev lindret med morfin, blev han afhængig og misbruger i 1990’erne. Men med en kraftanstrengelse lykkedes det at komme fri.

– Jeg kom tilbage til livet i 1998 efter at have været i behandling, og så startede jeg med musik igen, fortæller Nalle, der etablerede blues-trio med Knud Møller og Hans Theessink.

Med the blues var Nalle tilbage til rødderne. Trioen Theessink, Nalle og Møller kørte til 2005. Herefter fortsatte Nalle frem til 2021 med soul og roots-trioen Nalle & His Crazy Ivans med Ivan Sand og Henning Kaae.

Keep on rockin’

Gennem livet har Nalle knyttet musikalske venskaber til blues-koryfæer som Omar Dykes, Hubert Sumlin, Heneyboy Edwards og Magic Slim. På museet dokumenteres det med fotos og hilsner skrevet med tush på tourbussens solskærm. Keep on rockin’, har Omar Dykes skrevet.

– Jeg er meget, meget glad for det nye museum. I starten skulle jeg lige tygge på det - sådan at få et museum. Men, når jeg kigger på dåbsattesten, så er det vel ok, at det bliver nu, siger Rock Nalle.

Han fylder 80 år i 2023 og har planlagt turné med sin seneste samarbejdspartner Michelle Birkballe og hendes band.

Nalle snupper lige sin Washburn-guitar, der nu har plads på museet, og introducerer stille J.J. Cales “Rose In The Garden”.

- I'll find my way back ....

– Den er simpel, enkel og god, siger Rock Nalle.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...