Lokalplan 143, som omfatter de ejendomme som kommunen har udpeget som bevaringsværdige, er løbende genstand for debat.
Nogle ønsker en lempeligere praksis, ved fx at tillade termoruder. Andre mener at vi skal føre en mere stram praksis og pure bør afvise, at den ikoniske ejendom, Smidstrupøre, måske kan nedrives.
- Dette debatindlæg udtrykker afsenderens holdning.
- Hvis du selv ønsker at deltage i debatten hos sn.dk, kan du klikke her.
Jeg selv er stor tilhænger af en stram praksis og mener at ”gammeldags” vinduer er meget vigtige for bevaringsværdien.
Hvis vi piller ved kravene til vinduerne, er vi de facto ved at eliminere grundlaget for den bevarende lokalplan. I øvrigt er koblede ruder mere miljøvenlige, da de giver samme isolering og holder længere end termoruder.

Når det kommer til Smidstrupøre er vores udfordring, at en blank afvisning af nedrivning ikke nødvendigvis fører til sikring af det smukke hus.
Ejeren ønsker ikke at føre det tilbage til fordums pragt og kan så vælge at lade det ligge yderligere 38 år – som et spøgelseshus i et smukt lokalområde, der burde leve - indtil det til sidst er en ruin, der kun kan nedrives, hvorefter grunden kan udstykkes i flere matrikler, og tilfældige huse kan opføres.
Vi ønsker at bevare kontrollen med udviklingen af Smidstrupøre ved at indgå i dialog med ejeren og stille modkrav, som sikrer at den store, parklignende grund bevares, og at det nye hus opføres med respekt for vores arkitekturpolitik og æstetikken i lokalområdet.
Læs også
- Indlysende at Smidstrupøre må rives ned
- Vi skal bevare alt, der har bevaringsværdi
- Smidstrupøre - fra forfald til fornyelse
Det er vigtigt at understrege, at intet er afgjort i Smidstrupøre-sagen. Ejeren skal først dokumentere, at ejendommen er i så dårlig forfatning, at det skal nedrives. Og sidenhen skal alle borgere i lokalplan 143 høres.
Vi kan naturligvis ikke tillade nedrivning af et bevaringsværdigt hus, hvis der opstår nye perspektiver fra borgerne, som giver mulighed for en alternativ løsning.
Et par borgere har skrevet til mig, at forvaltningen af vores bevarende lokalplan har været inkonsistent, og det skaber frustration. Med undtagelse af nogle få fejlskøn gennem årene er det min opfattelse, at vores forvaltning holder kursen.
Men for en sikkerheds skyld vil vi i Byudviklingsudvalget tage et kritisk blik på vores hidtidige praksis for lokalplan 143 og sikre, at den fremadrettet er gennemsigtig og konsistent, så det er tydeligt for borgerne, at vi værner om vores kulturarv.