Benny Gall og sønnen Janik Gall er fortid i Avarta. Mandag blev Gall-duoen fyret i divisionsklubben efter en stribe af dårlige resultater og manglende udvikling. En begrundelse, som den afgående træner ikke er enig i.
- Benny Gall og hans søn Janik Gall blev fyret fra Avarta efter dårlige resultater og manglende udvikling.
- Fyringen kom som en overraskelse for Benny Gall, der modtog beskeden i omklædningsrummet.
- Avarta ligger på en niendeplads i 3. Division med 11 point, hvilket er en del af begrundelsen for fyringen.
- Benny Gall er uenig i kritikken om manglende udvikling og mener, at holdet har vist fremgang.
- Gall planlægger en pause efter tre års arbejde i Avarta og ser fyringen som en hård beslutning.
Beskeden modtog den nu tidligere cheftræner Benny Gall i omklædningsrummet forud for mandagens træning på træningsanlægget i Espelunden.
Her var han sammen med assistenttræner Janik Gall ved at få styr på de sidste detaljer til dagens træningspas.
Her fornemmede han hurtigt, at der var noget i gære, da Avartas sportslige ledelse troppede op i omklædningsrummet.
- Og da de bad målmandstræneren om at forlade omklædningsrummet, havde jeg lugtet lunten, fortæller Benny Gall, der herefter fik beskeden om, at samarbejdet stoppede med øjeblikkelig virkning.
- Det havde jeg ikke set komme, så det kom som en overraskelse for mig, fortæller Benny Gall.
I denne sæson har Avarta høstet 11 point i 3. Division, hvilket placerer Vestegnsklubben på en niendeplads i tabellen.
Læs også
I en pressemeddelelse oplyser Avarta, at fyringen skyldes manglende sportslige resultater og manglende udvikling.
En udmelding, som den fyrede træner kun delvist kan nikke genkendende til.
- De manglende resultater køber jeg nogenlunde. Vi har fået to point i de sidste fem kampe, og det er selvfølgelig færre point, end jeg havde håbet på. Det har været stolpe ud i flere kampe, men sådan er fodbold, fortæller Benny Gall.
Han er til gengæld langt fra enig i, at holdet ikke har udviklet sig.
- Vi skiftede et halvt hold ud i vinter, og det tager tid at spille nye spillere sammen. Jeg har sporet rigtig meget fremgang i den måde, vi griber kampene an på, så jeg mener bestemt, at vi havde gang i en god udvikling, forklarer Benny Gall, der selv betegner fyringen som ’hård’.
Mener du, at snoren var for kort?
- Ja, det synes jeg, og der må stikke noget under, uden at jeg ved hvad. For hvis det er snoren, man vil give en træner, så kommer Avarta til at skifte mange trænere ud i fremtiden. Det bliver ikke sidste gang, Avarta kommer til at få to point i fem kampe, forudser Benny Gall, der i første omgang har brug for at trække vejret og få fyringen på afstand.
- Jeg skal holde en pause. Jeg har arbejdet non-stop i Avarta de sidste tre år, og det har jeg gjort med et smil og med stor glæde. Lige nu har jeg behov for at puste ud, og så må vi se, hvad der sker, lyder det fra den tidligere cheftræner i Avarta.
Benny Gall kom til Avarta i 2021, da klubben befandt sig i Danmarksserien. I 2022 blev det til oprykning og dermed en tilbagevenden til divisionerne. I samme periode blev kontrakten med Benny Gall forlænget, der udover cheftrænerrollen også blev udnævnt til sportschef.