Der er udbrudt brand i en lejlighed i Klerkegade i det indre København tirsdag, og tre personer er kommet til skade.
Det skriver Hovedstadens Beredskab og Københavns Politi på X.
- Branden er foreløbig begrænset til lejligheden, skriver politiet.
Politiet fik anmeldelsen om branden klokken 09.27, og vagtchef ved Københavns Politi Espen Godiksen har kort før klokken 10 ikke et overblik over, hvor alvorlige skader der er tale om.
Tirsdag formiddag arbejder både politi og beredskab på adressen, og der er sat afspærringer op i området.
- Lige nu handler det om at få ilden slukket og at få hjulpet de tilskadekomne. Når der kommer ro på stedet, skal vi efterforske, hvorfor det skete, siger vagtchef Espen Godiksen.
/ritzau/