Her er vinderne af Årets Bygningspræmiering

Mandag eftermiddag blev vinderne af Årets Bygningspræmiering kåret.

Fra venstre mod højre ses Jakob Andersen, Søren Stoustrup og Kalle Jørgensen fra AART, der var en af to vindere ved Årets Bygningspræmiering, der mandag eftermiddag blev uddelt på Slagelse Bibliotek.

Fra venstre mod højre ses Jakob Andersen, Søren Stoustrup og Kalle Jørgensen fra AART, der var en af to vindere ved Årets Bygningspræmiering, der mandag eftermiddag blev uddelt på Slagelse Bibliotek.

Foto: Peter Rubek Utzon

På Slagelse Bibliotek stod den mandag eftermiddag på prisoverrækkelse, da Årets Bygningspræmiering skulle uddeles.

Der var i alt syv nominerede til prisen, heraf tre nybyggerier og fire bygningsrenoveringer. Prisen er blevet uddelt siden 1988 og har til formål at hædre byggerier af høj arkitektonisk kvalitet.

Dommerkomiteen hædrede i år to projekter med priser, og vinderne blev nybyggeriet ved Kvægtorvet, der består af to boligklynger, samt renoveringen af en murermestervilla på Bjergbygade.

De to vindere modtager hver en bronzeplade, der kan sættes op på bygningen, og derudover tildeles de hver især 5000 kroner og et diplom.

Herunder kan du se billeder af de to hædrede byggerier.

Kvægtorvet i Slagelse er den ene af vinderne af Årets Bygningspræmiering 2024.
Kvægtorvet i Slagelse er den ene af vinderne af Årets Bygningspræmiering 2024. Foto: Slagelse Kommune
Bygningsrenoveringen på Bjergbygade i Slagelse vandt også prisen som Årets Bygningspræmiering 2024.
Bygningsrenoveringen på Bjergbygade i Slagelse vandt også prisen som Årets Bygningspræmiering 2024. Foto: Slagelse Kommune

Info om de to vindende byggerier

Kvægtorvet er en bydel beliggende nord for Slagelse Station og består af to klynger. Den ene bygningsklynge er Frejas Vænge 1-51, og den rummer 104 ungdomsboliger. Den anden er Frejas Vænge 2-22, som består af familieboliger.

Murermestervillaen på Bjergbygade 9 er fra 1916 og er tegnet af arkitekt Hans Peter Graves. I sommer blev husets tag udskiftet, men renoveringen har taget udgangspunkt i de originale tegninger fra arkitekten, så der er tænkt på at bevare boligens stil.

90 procent af døre og vinduer i huset er desuden de originale fra 1916.

Dejligt med anerkendelsen

Planlægningen af renoveringen af murermestervillaen på Bjergbygade begyndte tilbage i 2021, og prisen som Årets Bygningspræmiering vækker glæde.

- Jeg synes jo, det er dejligt. Der er jo brugt noget energi på at ramme husets stil, fra det blev bygget i 1916.

At udvise god byggeskik har fyldt noget hos ejer Torben Simonsen og hans hustru, og han har løbende gennem renoveringen haft en god dialog med tømrermester Jesper Christensen og murermester Tim Christiansen om renoveringsprojektet. Sidstnævnte var i øvrigt ikke til stede ved prisoverrækkelsen.

Også tømrermester Jesper Christensen er glad for at have vundet prisen.

- Det er jo dejligt, at der er nogen, der kan se, at der er lagt nogle tanker i den renovering, der er blevet udført, siger Jesper Christensen og fortsætter:

- At få anerkendelsen for det, er jo også dejligt, når man har lagt en masse energi i netop at bygge det efter det udtryk, som huset skal have, når det er et bevaringsværdigt hus, og derfor er det jo også udført efter nogle normer, så det overholder den renoveringsgrad, som det skal overholde.

Bygningen på Bjergbygade har en bevaringsværdi på 3, hvilket regnes for en høj bevaringsværdi.

Med prisen følger som nævnt også 5000 kroner, og de penge skal muligvis gå til en middag med Jesper Christensen og Tim Christiansen, lyder det fra Torben Simonsen.

Her ses Torben Simonsen og Jesper Christensen sammen med borgmester Knud Vincents ved præmieoverrækkelsen.
Her ses Torben Simonsen og Jesper Christensen sammen med borgmester Knud Vincents ved præmieoverrækkelsen. Foto: Peter Rubek Utzon

Jakob Andersen, Søren Stoustrup og Kalle Jørgensen er fra arkitektfirmaet AART, og de vandt Årets Bygningspræmiering for de to bygningsklynger i den nye Slagelse-bydel Kvægtorvet.

- Det er en fornøjelse, for det er jo et projekt, som vi har arbejdet på gennem rigtig mange år. Vi er lykkedes med at få det ud af projektet, som vi også ønskede, dengang vi gik ind i det, så for os er det en stor fornøjelse at se et projekt af den her kaliber blive realiseret, siger Jakob Andersen.

De har endnu ikke fundet ud af, hvad de 5000 kroner skal bruges på, men sikkert er det, at de ikke kommer til at bruge dem på dem selv.

- Vi skal ikke selv ud og spise for pengene. Vi vil prøve at finde et godt lokalt formål at støtte, lyder det fra Søren Stoustrup.

Erfaren dommer

Knud Vincents (V), der er borgmester i Slagelse Kommune har siddet i prisens dommerkomite, siden han blev borgmester. Det var også ham, der overrakte priserne til vinderne.

Om byggeriet på Kvægtorvet siger borgmesteren:

- Kvægtorvet er jo i min optik rigtig, rigtig spændende. Fra at der har ligget en gammel industrigrund, som ikke så særlig pæn ud, har vi jo fået noget, der virkelig er med til at pynte, siger Knud Vincents.

Knud Vincents taler også i positive vendinger om renoveringen på Bjergbygade.

- Den kan man jo ikke undgå at blikket falder på, når man går nedad Bjergbygade. Man har jo virkelig bevaret det, der er helt unikt i Slagelse og har været i gammel tid, fortæller Knud Vincents.

Borgmesteren udtrykker desuden stor respekt for, at man har valgt at være vedholdende og bevare den gamle stil.

Sidste år vandt Valdbygaard i Slagelse prisen, men i år blev to vindere altså hædret med prisen. Foruden de to vindere fik også seniorbofællesskabet i Hesselbjerg og renoveringen Vrængegård ved Bisserup hædrende omtale af dommerkomiteen ved prisoverrækkelsen.

Her er seniorbofællesskabet i Hesselbjerg set ovenfra.
Her er seniorbofællesskabet i Hesselbjerg set ovenfra. Foto: Slagelse Kommune
Her ses Vrængegård ved Bisserup.
Her ses Vrængegård ved Bisserup. Foto: Slagelse Kommune

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...