Jeg bliver altid ærgerlig over, når man i debatten om vækst og velfærd italesætter det som om, de to ting ikke kan følges ad!
I den politiske debat bliver vækst og velfærd ofte fremstillet som hinandens modsætninger. Der tegnes et billede af, at man skal vælge mellem at fremme vækst i samfundet eller sikre velfærden. For der er ikke plads og tid til begge dele på samme tid. Det italesættes som om de to ting ikke kan eksistere sammen.
Men dette er en fejlagtig opfattelse. Vækst og velfærd kan gå hånd i hånd – og fra et liberalt perspektiv er det afgørende at forstå, at det netop er vækst, der skaber fundamentet for at sikre og forbedre velfærden.
Som et liberalt parti er Venstre stærkt optaget af at sikre de bedste vilkår for den enkelte borger. Det handler om at skabe muligheder for vækst, innovation og økonomisk frihed. Når det går godt for Danmark/Køge Kommune, når økonomien vokser, og når flere har mulighed for at eje deres egen bolig, skaber det grundlaget for en stærkere økonomi – og dermed også et stærkere velfærdssamfund – helt ned lokalt i kommunerne.
Økonomisk vækst er en forudsætning for velfærden, og væksten kommer ikke af sig selv. Den skal skabes gennem investeringer, arbejdspladser og ansvarlige politiske beslutninger.
I en kommune som Køge er der stor efterspørgsel på boliger, og en del af det politiske valg handler om, hvilke typer boliger der skal bygges.
7 ud af 10 danskere ønsker at eje deres egen bolig, og i Venstre tror vi på, at flere skal have muligheden for dette.
Ejerboliger er en vigtig drivkraft for vækst. Når folk køber og ejer egen bolig bidrages der aktivt til fællesskabet herunder økonomisk i form af grundskyld til kommunen. Denne økonomiske aktivitet gør kommunen får øget indtægterne og hermed kan investere mere massivt i den fælles velfærd der i dag er under hårdt pres især i Køge Kommune.
Tag bare vores ældre område som trænger til et gevaldigt løft - men som på grund af manglende økonomi igennem en længere årrække har måtte undvære. Eller vores børne- og skoleområde som i den grad også godt kunne bruge en saltvandsindsprøjtning,
Hernæst er der skattegrundlaget. Hvis flere får mulighed for, at købe egen bolig tiltrækker det borgere der hæver skattegrundlaget og på den baggrund igen øger vores samlede indtægter.
Disse midler kan bruges til at styrke kernevelfærden, som Venstre har som høj prioritet. Vi ønsker at sikre, at der er ressourcer til de mest udsatte grupper, til vores ældre, til vores børn og til dem, der har brug for hjælp. Vækst giver os de nødvendige midler til at løfte disse opgaver, og derfor ser Venstre vækst og velfærd som to sider af samme sag.
Vi er bevidste om, at der hos nogle, primært fra venstrefløjen, opstår kritik, når debatten falder på vækst og nogle frygter, at det betyder mindre fokus på velfærd. Men fra Venstres perspektiv er det vigtigt at understrege, at vækst og ejerskab ikke er en trussel mod velfærd – tværtimod. Når flere ejer deres bolig, styrkes både den enkelte borgers økonomi og samfundsøkonomien som helhed.
Partier på venstrefløjen hævder samtidig, at antallet af ejerboliger bør reduceres til fordel for lejeboliger. Intet kunne dog være mere forkert.
I Køge ligger vi 10 procent over landsgennemsnittet i antallet af lejeboliger og 10 procent under i antallet af ejerboliger. I Venstre er vi fortaler for alle typer af boliger - leje som eje. For alle skal have råd til en bolig - punktum.
Men boligmassen skal være i balance. Og den balance er ikke tilstede i dag. Man har i Køge Kommune skævvredet vores boligmarked igennem årtier. Det har sat vores økonomi under et unødigt og gevaldigt pres.
I den sammenhæng er det værd, at bemærke, at lejeboliger er fritaget for grundskyld ligesom der ganske ofte skal betales boligsikring fra kommunen til lejeboliger. I Køge Kommune betaler vi alene 120 millioner kroner årligt til boligsikring og boligydelser.
Det er rigtig mange penge, og det betyder derfor noget for en kommune, hvordan udviklingen af boligtyper er i en kommune.
Der skal være plads til alle - men det skal ske i en mere balanceret form end den politik, der har været ført på området de sidste mange årtier.
Venstre ser derfor ikke vækst og udviklingen af flere ejerboliger til de mange borgere, som drømmer om det, som modsætninger til velfærden - men snarere tværtimod som to nødvendige elementer, der understøtter hinanden. Det liberale syn handler om at skabe en økonomi, hvor flere kan tage ansvar for deres eget liv og deres fremtid. Dette skaber vækst, og med væksten følger ressourcerne til at sikre velfærd for alle – også for dem, der har brug for ekstra støtte.
Vækstpolitik og ansvarlig økonomisk politik er altså over de sidste 0-10 år blevet mere og mere påkrævet i Køge Kommune.
Vores mål i Venstre er at sikre, at vi skaber en balance, hvor alle har mulighed for at tage ansvar for deres eget liv, men hvor vi også tager os af dem, der har brug for samfundets hjælp. Dette opnår vi bedst ved at sikre, at der skabes vækst, som i sidste ende kan finansiere den velfærd, vi ønsker at give alle borgere.
Lad os sammen kæmpe for en bedre og sundere kommune.