Hillerøds traditionsrige revisionshus Døssing & Partnere blev 1. september en del af Beierholm, som er en af Danmarks største revisions- og rådgivningsvirksomheder.
Trods denne ændring er Beierholm Hillerød stadig et stærkt lokalt forankret revisionshus med en lang historie, mange nære kunderelationer og en særlig dedikation til de små og mellemstore virksomheder i Nordsjællands erhvervsliv.
Stærk lokal forankring
Døssing & Partner blev grundlagt for 108 år siden og har siden da været en del af det lokale erhvervsliv i Hillerød og Nordsjælland. Og det kommer navneskiftet ikke til at ændre på.
- Selvom vi har skiftet navn, er vi stadig de samme mennesker, der værner om det nære og personlige forhold til vores kunder, der skal opleve et tæt og menneskeligt samarbejde, siger partner og registreret revisor, Michael Kjeldgaard Nielsen.
Stærke kompetencer
Som en del af Beierholm har revisionshuset nu adgang til et større netværk af ressourcer og specialister inden for revision, regnskab, skatterådgivning, økonomisk rådgivning og forretningsudvikling til både små og mellemstore virksomheder.
- Revisorfaget har ændret sig markant de seneste år, forklarer partner og registreret revisor, Anders Nyberg.
- Vi ser i dag stadig mere komplekse krav, for eksempel i forhold til områder som ESG-regnskaber, compliance og hvidvask. For at kunne servicere vores kunder optimalt, er det en stor fordel at kunne trække på Beierholms eksperter inden for disse områder. Vores partnerskab med Beierholm betyder, at vores kunder stadig har deres velkendte, lokale revisor, men nu har adgang til en endnu større vidensbase, som deres virksomhed kan få gavn af.
Fokus på SMV’er
Beierholm Hillerød har et særligt fokus på små og mellemstore virksomheder (SMV’er) i Nordsjælland.
- Vi ønsker at være en del af hele rejsen og fungere som sparringspartnere og rådgivere undervejs. Det er vores mål at skabe et tæt samarbejde med vores kunder og bidrage til deres udvikling og succes, siger partner og statsautoriseret revisor, Mogens Rasmussen.
Denne tilgang har gjort, at revisionsfirmaet har opbygget langvarige relationer til mange lokale virksomheder og er blevet en betroet partner for dem.
Milepæl for Martin og firmaet
Beierholm Hillerød kan også fejre, at Martin Bækgaard - efter 21 år i virksomheden - er blevet statsautoriseret revisor. Han er den første medarbejder i virksomheden, der har taget den fulde revisoruddannelse under ansættelsen.
- Jeg har været her hele min karriere, og mange af vores kunder kender mig rigtig godt. At blive statsautoriseret revisor er en personlig milepæl, men det er også en styrkelse af firmaet, da vi nu kan tilbyde endnu mere kompetent rådgivning til vores kunder, siger Martin.
Fokus på medarbejdertrivsel
I kantinen på Roskildevej hænger muntre billeder fra mere end 30 års firmaskovture. Beierholm og Døssing er skam også et godt match, når det gælder fokus på medarbejdertrivsel.
Som en del af Beierholm har revisionshuset i Hillerød også fået adgang til de stærke værdier og strategier, som Beierholm er kendt for, herunder et stort fokus på work-life balance.
- Beierholm har i 12 år været i top-5 i ‘Great Place to Work’, og det er et ambitionsniveau, som vi i Beierholm Hillerød har taget til os og gerne vil bidrage til. Vi ønsker også i fremtiden at være en arbejdsplads, hvor folk trives, og hvor der er plads til at balancere arbejdsliv og privatliv,” siger Anders Nyberg.