For et år siden sad de side om side og fortalte om, hvordan en racerbane kunne overhale kampen mod kræften indenom og stjæle fokus fra kemo og knuder. Det ene ord tog det andet og sætninger, der begyndte hos Steen, blev afsluttet af Karen, som spillede parret et verbalt boldspil, hvor det mere handlede om at følges ad end at komme først. Dengang vidste de ikke, hvad der senere ville ske, men i dag står stolen ved siden af Steen Olsson tom. Og sætningerne afslutter han selv.
Steen mistede sin kone til kræft: - Racerbanen holder mig kørende
Steen Olsson mindes sin afdøde hustru, Karen, der døde for tre måneder siden.