Udtænk et godt koncept for café på Vandtårnet

vandtårn

vandtårn

Foto: Lars Kimer

I min tid i Kultur- og Idrætsudvalget slog jeg til lyd for, at man på vandtårnet burde prioritere en café som et samlingssted og som en slags ”port” til attraktionerne i Roskilde, hvor både roskildensere og byens gæster kan få inspiration til aktiviteter i kommunen - simpelthen fordi man heroppe har det forkromede overblik over hele kommunen og en hel del mere til.

Nu kunne man så erfare, at også foreningslivet har et ønske om et klubhus. Derfor er kombinationen helt oplagt - nemlig at etablere begge dele: klubhus og café. 

Når foreningerne ikke benytter faciliteterne, kan der være åbent for offentligheden, og måske kan man involvere foreningerne i driften af stedet - uden at det skal skabe debat om konkurrenceforvridning. Den overlader jeg til andre.

Læs også

Vi er en del, der husker Restaurant Toppen, hvor udsigten afledte opmærksomheden fra, at maden nok ikke var noget kulinarisk højdepunkt. Interiøret var næppe heller blevet opdateret, siden vandtårnet blev bygget i 1960 og mindede om noget fra en gammel James Bond-film. 

Men det er en skam, at stedet har været tomt i flere år. Jeg er på det rene med, at man ikke rider samme dag, man sadler, men nu må der godt snart ske noget.

Jeg håber, at politikerne i Kultur-og Idrætsudvalget hurtigst muligt kan blive præsenteret for en god sag i samarbejde med foreningsliv og forvaltning - så både borgerne i Roskilde og byens gæster snart kan nyde en af Sjællands bedste udsigter igen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...