Beboerne i et boligområde har siden marts været bekymrede på grund af en række påsatte brande, der i alle tilfælde har været antændt i affaldscontainere. Nu er en 31-årig kvinde blev varetægtsfængslet i sagen.
- En 31-årig kvinde er varetægtsfængslet, mistænkt for 11 brande i Herlev siden marts.
- Brandene har primært været i affaldscontainere, og kvinden nægter sig skyldig.
- Videoovervågning og vidneudsagn peger på kvinden som mulig gerningsperson.
- Politiet fandt afbrændt avispapir ved anholdelsen.
- Kvinden skal mentalundersøges, og politiet fortsætter efterforskningen.
Det skete ved et grundlovsforhør torsdag ved Retten i Glostrup. Her blev den 31-årige kvinde sigtet for at stå bag i alt 11 brande i området omkring Højbjergbjerg, Borgerdiget og Tvedvangen i Herlev. Hun blev samtidig omfattet af navneforbud, så det er forbudt at videregive oplysninger, der kan identificere hende.
Kvinden nægter sig skyldig i samtlige forhold. Selv om dommeren efter at være blevet præsenteret for sagens foreløbige beviser fandt tilstrækkeligt grundlag for at mistænke hende for forsætlig brandstiftelse, lod dommeren også forstå, at nogle af brandene har været så beskedne, at der i en juridisk sammenhæng nok snarere er tale om hærværk end brandstiftelse. Hærværk straffes mildere end forsætlig brandstiftelse.
Anholdt efter 11. brand
Den 31-årige kvinde blev anholdt af Københavns Vestegns Politi sidst på formiddagen onsdag. Det skete efter, at den 11. brand i området siden 8. marts i år var blevet anmeldt ved 8-tiden samme morgen. En gårdmand havde fundet tegn på, at der havde været sat ild til en affaldscontainer på Højbjergvej.
Politiet fik adgang til videoovervågning fra området. Under grundlovsforhøret kunne Sjællandske Nyheder og øvrige tilhørere i retslokalet ikke se videoen, men det fremgik, at en person blev set gå frem og tilbage flere gange ved brandstedet, blandt andet bærende på en pose og en avis, som pågældende på et senere klip ikke længere bærer på. Senioranklager Cecilie Bak mente, at personen er identisk med den sigtede kvinde.
Samtidig dokumenterede anklageren flere vidneudsagn fra beboere i området, der havde bemærket en lidt mistænkelig adfærd hos en bestemt person i forbindelse med tre tidligere brande i september. Desuden har politiet undersøgt masteoplysninger fra mobiltelefoner, og det indgår som bevis mod den 31-årige kvinde.
Afbrændt avispapir
Endelig fandt politiet i forbindelse med anholdelsen af den 31-årige kvinde noget afbrændt avispapir i en spand, som nu skal undersøges for sammenhæng med brandene. Der er også fundet en beholder med tændingsvæske til at fylde på en lighter. Beholderen var åben, da politiet fandt den.
Den 31-årige nægter sig som nævnt skyldig, men ville gerne afgive forklaring. Hun forklarede, at det var hende, der var på optagelsen fra videoovervågningen.
- Jeg kender ikke noget til brandene. Men jeg var ude med skrald to gange. Og jeg var også ude at ryge. Det var restaffald og noget papir, jeg var ude med. Det var en indkaldelse til beboermøde og ikke en avis, sagde kvinden som forklaring på, at hun gik flere gange gik frem og tilbage i nærheden af brandstedet.
Om det afbrændte avispapir, som politiet fandt i en spand, sagde hun, at hun havde samlet det op, fordi det var blæst rundt efter én af de tidligere brande i området.
Anmeldte første brand
Under grundlovsforhøret kom det også frem, at det var den 31-årige kvinde, der havde anmeldt den første af de 11 brande. Den skete ved godt 3-tiden natten til 8. marts.
Desuden har et familiemedlem til den sigtede kvinde været anmelder på tre andre brande. Familiemedlemmet har forklaret til politiet, at den sigtede havde vækket vedkommende om natten og sagt, at det brændte.
Trods det store antal brande har der kun været tale om begrænsede skader. Ved en episode den 31. august bredte ilden sig dog til en nærliggende beboelsesejendom, men brandvæsnet fik afværget en større brand.
Også 2. august var en brand i et skur på Borgerdiget i nærheden af en beboelsesejendom, og politiet overvejede på et tidspunkt at evakuere beboerne. Brandvæsnets indsatsleder vurderede dog, at det ikke var nødvendigt.
I ingen af de 11 sager er nogen kommet noget til, oplyser Københavns Vestegns Politi.
Mentalundersøgelse
Udfaldet af grundlovsforhøret blev som nævnt, at den 31-årige trods protest fra forsvarsadvokat Daniel Rosenkilde skal være varetægtsfængslet foreløbigt frem til 31. oktober, men politiet fortsætter efterforskningen. Forsvareren tog forbehold for at kære kendelsen til Østre Landsret.
Samtidig var både forsvarer og anklager enige om, at den 31-årige kvinde skal mentalundersøges. Umiddelbart fandt dommeren dog ikke grundlag for, at hun ikke kan være varetægtsfængslet i et almindeligt fængsel.