Når en skole afviser en klage over mobning med at henvise til en trivselsmåling, medvirker skolen til en yderligere marginalisering af mobbeofferet. Det ligger i begrebet mobning, at et enkelt individ udskilles af flokken, og det er netop denne mekanisme, som skolen kommer til at forstærke, når man ikke tager enhver henvendelse om mobning af et barn til sig som skoleledelse.
Læs også
- Nancys søn fik selvmordstanker - turde ikke gå i skole af frygt for at få tæsk
- Forældre og ansatte i opråb: Det vil få vidtrækkende konsekvenser
- Mobbeoffer bad om at blive slået ihjel: - Han følte sig så forkert og uønsket
Sjællandske Nyheder har hen over sommeren og efteråret afdækket alvorlige sager om mobning og vold på Engelsborgskolen i Lyngby. En mor er stået frem og har fortalt, hvordan hendes søn græd sig i søvn om aftenen, fordi han blev chikaneret af andre elever. En anden fortæller om så voldsom chikane, at hun til sidst måtte tage drengen ud af skolen, hvorefter chikanen fortsatte ved familiens hjem. En sag, der nu er anmeldt til politiet.
Også en lærer er stået frem og har fortalt, hvordan hun følte sig chikaneret af en gruppe store elever, efter at hun havde filmet dem, mens de gav e-cigaretter til 4. klasses-elever. Læreren endte med at måtte forlade sit job og har i dag ptsd-symptomer og har opgivet karrieren som skolelærer. Aktindsigter fra Lyngby-Taarbæk Kommune og Den Nationale Klageinstans for Mobning har belyst flere sager endnu.
Sjællandske Nyheder har flere gange konfronteret Engelsborgskolens ledelse med mobbeofrenes oplevelse af manglende opbakning og tilstrækkelig handling fra skolens side. Men skolelederen afviser, at man ikke har gjort tilstrækkeligt for at sikre, at de pågældende børn kan gå trygt i skole. I sit svar til Sjællandske Nyheder fremhæver skolelederen, at en trivselsmåling viser, at 92 procent af eleverne på skolen trives, et tal, der er højere end det nationale gennemsnit.
Men når det gælder mobning, skal man som ansvarlig skoleledelse være varsom med at læne sig for meget op ad målinger, som tegner et billede af flertallet. Mobning handler netop ikke om flertallets oplevelser, men om det marginaliserede barn. Når skoleledelsen møder et skræmt barn og dets familie med data-argumenter, bliver det et undvigende politikersvar. En god trivselsmåling af det psykiske miljø på en skole må ikke blive en undskyldning for ikke at gribe ind. Skoler har et ansvar for at tage alle henvendelser seriøst, og omsorgen bør gælde både mobbeofferet og mobberen, som også kommer ind på en forkert livsbane ved at få lov til at terrorisere andre. Det er børn, der er tale om. Hvis enkelte elever mistrives, må man tage hånd om det. Man gør ingen en tjeneste ved at feje mobning ind under gulvtæppet.