Den professionelle danser Morten Kjeldgaard og hans mand Bagedyst-deltager Frederik Haun svæver i øjeblikket på en lyserød sky.
På Instagram kan parret nemlig afsløre, at de er blevet forældre til tvillingepiger.
Og pigerne kom ikke til verden på hvilken som helst tidspunkt.
- Fredag d. 27. september kl. 21:02 og 21:28 til tonerne af Vild med Dans, kom de smukkeste piger til verden, skriver de nybagte fædre i opslaget og fortsætter:
- Nanna klarede fødslen helt fantastisk, som den powerkvinde hun er, og har det godt. Ord vil aldrig kunne beskrive den taknemmelighed, vi føler for hende.
Fik hjælp til at opfylde drømmen
Nanna Brandt er kvinden, som har båret på Morten Kjeldgaard og Frederik Hauns ønskebørn.
Parret har tidligere forklaret, at Nanna i mange år har haft drømmen om at skulle bære et andet pars barn.
Af samme årsag tilbød hun sig selv som rugemor for parret og tog en tur med dem til USA for at opfylde drømmen.
Både Morten Kjeldgaard og Frederik Haun har befrugtet et æg fra en amerikansk ægdonor. Det er de æg, som Nanna Brandt har fået lagt op.
Hun er derfor ikke biologisk mor til børnene.
- Begge vores embryoer, én fra os hver, er blevet til de fineste to små babyer. Det betyder, at vi begge skal være biologiske fædre, skrev parret i et tidligere opslag på Instagram.
Og nu er de her altså endelig.
- Pigerne er kommet med deres fædre hjem i dag - nu starter et helt nyt og fantastisk liv for os alle 4, afslutter de i opslaget med den glædelige nyhed.