Festival giver 100.000 kroner til lokale foreninger

Boldklubben Røde Stjerne har fået 25.000 kroner af Roskilde Festival til Ombold.

Boldklubben Røde Stjerne har fået 25.000 kroner af Roskilde Festival til Ombold.

Foto: Christoffer Anias Sandager

Fire lokale foreninger har hver fået 25.000 kroner fra Roskilde Festival i forbindelse med fejringen af Frivillig Fredag.

En af modtagerne er Boldklubben Røde Stjerne, der får støtte til samarbejdet med Ombold om fodbold for socialt udsatte og hjemløse. Her skaber foreningens frivillige et inkluderende fællesskab, hvor mennesker i svære situationer får mulighed for at styrke deres selvværd gennem aktiv deltagelse i fodbold.

En lignende donation gik til Madklubben INSP! Her hjælper frivillige unge med psykisk sårbarhed ind i et trygt fællesskab, hvor de kan mødes og lave mad sammen. De unge får mulighed for at øve sig på livet og styrke deres selvværd gennem kreativitet og meningsfulde fællesskaber med andre unge.

Madklubben INSP! er blandt dem, der har fået en donation fra Roskilde Festival.
Madklubben INSP! er blandt dem, der har fået en donation fra Roskilde Festival. Foto: Christoffer Anias Sandager

Orange Makerspace på Musicon er et frivilligt fællesskab for gør-det-selv-folk, opfindere og håndværksentusiaster. 

Sammen med naboerne fra MakersCorner fremmer de også psykisk sårbare borgeres adgang til fællesskabet gennem Repair Caféer, der inviterer til reparation af alt fra cykler til elektronik.

Orange Makerspace holder til på Musicon.
Orange Makerspace holder til på Musicon. Foto: Christoffer Anias Sandager

Støtteforeningen for VIF Ungdom støtter Vindinge IFs ungdom ved at finansiere sportsudstyr og deltagelse i idrætsstævner. 

De frivillige i foreningens madbod Italian Food/Nam-Nam på Roskilde Festival hjælper ikke kun lokalsamfundets unge, men har også været frontløbere i den grønne omstilling ved at omstille bodens energiforbrug fra gas til el.

Støtteforeningen for Vindinge IFs Ungdom har madboden Italian Food Nam-Nam på Roskilde Festival.
Støtteforeningen for Vindinge IFs Ungdom har madboden Italian Food Nam-Nam på Roskilde Festival. Foto: Christoffer Anias Sandager

30.000 frivillige og cirka 200 foreninger og organisationer er hvert år med til at skabe Roskilde Festival. Det frivillige engagement er en stærk drivkraft i hele Roskilde Kommune, hvor frivillige gør en mærkbar og positiv forskel for andre året rundt.

- Frivilligheden er fundamentet for Roskilde Festival, og vi mærker tydeligt den stærke, lokale opbakning året rundt. Det er derfor en stor glæde at kunne give noget tilbage til lokale foreninger, hvor frivillige fællesskaber dagligt gør en forskel og skaber håb og muligheder for dem, der har mest brug for det, siger Signe Lopdrup, administrerende direktør for Roskilde Festival.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...