Jeg vil på mange medpasagerers vegne udtrykke min harme over de tiltag, der i den seneste tid er sket med trafikforholdene her i Hørsholm.
For det første, at bus 383 er nedlagt - den med bl.a. stoppesteder ved Sophielund, ved Selmersvej tæt på Selmersbo, ved det nedlagte rådhus på Ådalsparkvej. Alle til gavn og glæde for mange ældre, dårligt gående, børn og trafikanter uden bil.
Jeg ankommer hver anden gang til København i dårligt humør. Står f.eks. ved Hørsholm Midtpunkt for med bus 375 og 330 ifølge tidsplanen at komme med toget ind mod byen. For femte gang oplever jeg nu at se toget glide forbi mig fra Rungsted Station. Der er kun 4-5 minutter fra bussernes stop ved stationen, til toget mod byen kører. Ved den mindste forsinkelse er det forgæves at komme i god tid - skal man til et møde eller en sammenkomst, må man ankomme et kvarter senere og undskylde, fordi man ikke kan nå at 'spæne' ned mod toget og risikere at falde. Frygteligt.
Læs også
- Bredt budgetforlig sikrer ro om velfærd og service
- Det siger partierne om budgetaftale
- Byen får sine springvand tilbage
Ligeledes er det en ørken at ankomme til Rungsted Station fra byen i weekender samt efter kl. 19 på hverdage. Er man så uheldig at ankomme f.eks. kl. 19.15, skal man vente over en time på at komme derfra mod Hørsholm Midtpunkt osv. Kommer man 19.30, er der en halv times ventetid, og 19.45 er der 20 minutters ventetid for at komme videre. Hvordan vil det ikke være i slud og blæst og kulde? Vorherre bevares.
Desuden har trafikvæsenet givet de rejsende et sidste spark bagi, idet den ene af busserne (330) ikke som før lige kører ned ad Vestre Stationsvej og sætter togpassagerer af der, så de kan NÅ toget. Nej, nu kører begge busser omstændeligt over til Rungsted Station, hvorfra man skal med elevator eller trappe op til en gangbro og derefter ned igen, alt imens toget som regel når at køre.
Jeg synes, at disse eksempler på dårlig og hensynsløs organisering – i modsætning til alle politikeres kønne ord om velfærd og omsorg for de ældre - står i skærende modsætning til disse relativt små ting, der bare ville gøre livet lidt lettere for borgerne i Hørsholm. Og det gælder alle aldersgrupper, der er lige hjælpeløse over for forringelse af trafikforholdene.