Som omtalt i forbindelse med sidste uges budgetaftale i Egedal Kommune, så har forligskredsen sat hele 320 mio. kr. af til en gennemgribende renovering af Lærkeskolen i Stenløse.
Planen er, at skolen renoveres i etaper over de kommende år, og borgmester Vicky Holst Rasmussen (S) er begejstret.
- Vi vil have moderne og inspirerende rammer for vores børn og unge. Derfor afsætter vi i alt næsten 320 mio. kr. til renovering og modernisering af Lærkeskolen. Der er allerede sat gang i de mest akutte renoveringsprojekter, og fra 2026 afsættes 50 mio. kr. årligt frem til og med 2031, siger hun i en pressemeddelelse fra Egedal Kommune.
Gruppeformand for Venstre i Egedal, Karsten Søndergaard, er også tilfreds med, at der sættes fart på renoveringen.
- Vi skal passe godt på vores bygninger. Derfor er jeg glad for, at vi nu har sat et stort beløb af til at fortsætte en helt nødvendig renovering af kommunens største skole til glæde for 750 børn og 150 ansatte, siger han.
På Lærkeskolen har en række basale vedligeholdelsesopgaver ikke været løst på grund af manglende midler, og ifølge kommunen, så har skolen haft behov for en ekstra varmeforsyning i form af et oliefyr i en container, fordi skolen om vinteren er meget kold.
Udgifterne vokser
- Udgifterne til vedligehold vokser, jo længere vi venter. Samtidig står de manglende penge til vedligehold i vejen for, at vi kan lave grøn omstilling, som kan give mere energieffektive bygninger. Sagt på en anden måde - de penge, vi ikke har til vedligehold, går til varmeregningen. Det er jeg glad for, at forligskredsen bag budgettet sætter en stopper for, siger gruppeformand for Lokallisten Ny Egedal, Ulrik John Nielsen.
Allerede på byrådsmødet i juni fremrykkede byrådet 14 mio. kr. til akutte renoveringer af to gangbroer og kloakker på Lærkeskolen, der var i meget dårlig stand.
Viceborgmester Charlotte Haagendrup (M) tilføjer, at selvom rammerne er slidte, er indholdet rigtig godt.
- Det er vigtigt at understrege, at Lærkeskolen er en fantastisk skole. Både eleverne og de dygtige og engagerede lærere fortjener bedre fysiske rammer og inspirerende læringsmiljøer, siger hun.