Her er vejen til en tør kælder

Mange danskere har problemer med fugt i kælderen. Se her, hvordan du tjekker din kælder for fugt og skimmel og slipper af med det.

Det er svært at undgå fugt i en gammel kælder, derfor gælder det om at holde fugten under kontrol, så det ikke trænger op i bjælkerne i etageadskillelsen og længere op i huset.

Det er svært at undgå fugt i en gammel kælder, derfor gælder det om at holde fugten under kontrol, så det ikke trænger op i bjælkerne i etageadskillelsen og længere op i huset.

Foto: Malthe Abildgaard Christensen, Videncentret Bolius

Fugt er svært at undgå i en gammel kælder. Hvor langt du skal gå i din fugtbekæmpelse, afhænger i høj grad af, hvad du vil bruge din kælder til. 

Det er ikke direkte skadeligt for dit hus, at der er lidt fugt i kælderen, så længe det ikke trænger op til bjælkerne i etageadskillelsen og længere op i huset.

Derfor gælder det først og fremmest om at holde fugten under kontrol.

Kig efter fugt og skimmel

Det første skridt er at undersøge kælderens tilstand og se, om der er angreb af fugt eller skimmel på skjulte steder.

På væggene skal du kigge efter puds og maling, der skaller, saltudblomstringer, mørke plamager, maling, der bobler op, skimmel på bagsiden af evt. plader eller beklædning på væggene.

På indboet i kælderen skal du kigge efter mørke pletter og plamager, fugt i træværk, fugtskader på kasser, reoler m.m.

På gulvet skal du kigge efter stoppede afløb, bobler i gulvmalingen, skimmel på bagsiden af evt. gulvbelægning, mørke plamager.

På loftet skal du kigge efter fugtskjolder.

Føl og lugt desuden efter. Er kælderens ydervægge fugtige og kolde? Lugter der muggent? 

Det kan du selv gøre

Når du har gennemført din lille tilstandsrapport, er spørgsmålet: Kan du leve med resultatet? Hvis ikke, kan du selv løse fugtproblemerne med en række mindre tiltag. Det er langt det billigste og er ofte tilstrækkeligt til at holde fugten nede.

Taktikken er i korte træk at lade fugten slippe ud, så den ikke ophober sig på udvalgte steder i din kælder og danner skader. Når der trænger fugt ind gennem kælderens gulv eller ydervægge, gælder det derfor om at lade den fugtige luft passere.

1) Sørg for god ventilation. Du skal have frisk luft ind og den fugtige luft ud. Det kan for eksempel ske gennem ventilationsriste i ydervæggene og friskluftventiler i vinduerne. En elektrisk affugter kan fjerne den ophobede fugt, men den er for dyr i drift til at være en permanent løsning.

2) Ophæng en fugtpose. Den opsamler fugt fra den omgivende luft. Cirka-pris 50 kr.

3) Undgå kondens om sommeren. Luft ud sent aften eller tidlig morgen, mens det stadig er køligt. Luft ikke ud i de varme middagstimer. så lukker du varm, fugtig luft ind i kælderen, som vil fortættes på koldere overflader.

4) Sæt varme på. Opvarmning af kælderen er med til at holde den tør.

5) Lad væggene ånde. Hvis dine vægge er malet med diffusionstæt maling, bliver fugten lukket inde. Fjern det gamle puds, afrens og puds op på ny med fx kalk, der lader fugten slippe igennem.

6) Placér inventar et par cm fra ydervæggene og stil ikke kasser direkte på gulvet - de skal helst op i en reol med stålben. De tiltag sikrer god luftcirkulation.

7) Tør ikke vasketøj i kælderen. Det tilfører ekstra fugt.

8) Tjek brønde og afløbsledninger. Fugt i kælderen kan skyldes, at de rør og ledninger, der skal føre regnvand bort fra huset, er stoppet til.

9) Undersøg husets terrænfald. Terrænet omkring huset skal skråne væk fra bygningen, så regnvand ledes væk. Hvis det ikke er tilfældet, og der for eksempel samler sig vandpytter lige op ad husmuren, kan du rette terrænet op ved at smide ekstra jord på. 

Der skal være mindst 2 cm fald per meter væk fra huset.

Fagfolk er sidste chance

Hvis der stadig er mere fugt i kælderen, end du er parat til at leve med, er det på tide at få en fagmand på sagen.

Før du ruller det store beredskab ud, skal du gøre dig klart, at det er dyrt at tørlægge en gammel, fugtig kælder, og der er ringe chancer for at få dine penge hjem ved et salg.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...