Udtrykket en "søndagsbilist" er i ordbogen en uerfaren bilist der kører langsomt og usikkert og sinker den øvrige trafik.
Måske skulle 615 bilister, der søndag mellem klokken 6.20 og 23.53 have kørt mere som en søndagsbilist - i hvert fald når det gælder farten. De 615 bilister får nemlig i den kommende tid et bødeforlæg fra politiet for at køre mere end de tilladte 50 km/timen gennem Kagerup.
72 af bilisterne kørte endda så stærkt, at de får et klip i kørekortet, én kan imødese en betinget frakendelse af kørekortet og én blev sigtet for vanvidskørsel og fik beslaglagt den bil, som han kørte i.
- 615 bøder er alt for mange - især taget i betragtning af, at der var tæt trafik gennem byen, da forlængelsen af Hillerødmotorvejen var spærret fra Istedrødvejen op til rundkørslen på grund af vejarbejde, og trafikken derfor lagt om og ført gennem Kagerup, siger politikommissær Stefan Lanzing Andersen, færdselspolitiet hos Nordsjællands Politi.
Han oplyser, at den vanvidsbilist som blev fotograferet gennem Kagerup, kørte i retning fra Helsinge mod Kagerup klokken 07.08.
- Der er tale om en 32-årig mand fra Helsinge. I det øjeblik vi konstaterer hastigheden, efterlyser vi køretøjet, og det bliver senere standset nede på Køge Bugtmotorvejen, hvor det i øvrigt viste sig, at manden ikke har et gyldigt kørekort, fortæller Stefan Andersen, der oplyser at manden nu - udover at have fået beslaglagt sin bil, nu er sigtet for vandvidskørsel, fordi han kørte mere end 100 procent for stærkt i et byområde.
De 72 klip i kørekortet blev udløst, fordi de kørte mere end 30 procent for stærkt, altså minimum 66 km/t.
60 procent over hastighedsgrænsen på 50 km/t - altså minimum 81 km/t udløser en betinget frakendelse af kortet.
- De mange biler med for høj hastighed giver utryghed og større risiko for ulykker, og vi vil helt sikkert også være til stede i Kagerup næste weekend, hvor der igen er omkørsel fra Istedrødvejen, siger Stefan Andersen.
Nordsjællands Politi kan ikke sige, hvor stort et beløb, søndagens aktion vil indbringe.
- Sagerne skal først behandes i bødekontoret, oplyser politikommissæren.
Men minimumsbøde for at køre for stærk i en byzone er 1200 kroner, og 615 gange 1200 er 738.000 - dertil kommer en selvstændig opkrævning på 500 kroner, hvis fartforseelsen udløser et klip i kørekortet, hvilket 72 bilister fik - hvilket tilsammen giver yderligere 36.000 kroner.