Firmaet Posters ApS har besluttet at lade noget af indtjeningen fra sin forretning gå til et godt formål.
Det sker med en udvalgt serie af plakater, kaldet "The Good Posters". Her vil 50 procent af overskuddet gå til velgørende formål, oplyser firmaet i Kildebrønde.
Børns Vilkår er det første samarbejde, der er blevet fastlagt, og flere er lige på trapperne, oplyser direktør Sandra Wolf Pedersen.
Posters ApS har i samarbejde med Børns Vilkår designet tre støtteplakater. Børns Vilkår kæmper for, at intet barn i Danmark svigtes – hverken af barnets nærmeste voksne eller af samfundet. Organisationen arbejder for at beskytte børn mod vold, mobning og overgreb og sikrer, at børn får den støtte og rådgivning, de har brug for.
- Det er vigtigt for os, at vi kan bruge vores forretning til noget større. The Good Posters er skabt med hjertet, og vi håber, at vores kunder kan se værdien i at kombinere smukt design med et meningsfyldt formål, siger Sandra Wolf Pedersen., der tilføjer:
- Vi bygger en sund forretning, mens vi giver tilbage til samfundet.
Plakaterne er til salg online.