Messerschmidt skifter kreds og vil i duel med Løkke

Sjællands Storkreds bliver ledig efter Pia Kjærsgaard stopper i dansk politik, og arvtageren i kredsen hedder Morten Messerschmidt.

Morten Messerschmidt under premiere på Vild med dans i København fredag aften. Nu meddeler han, at han stiller op mod Lars Løkke Rasmussen i Sjællands Storkreds vd næste folketingsvalg.

Morten Messerschmidt under premiere på Vild med dans i København fredag aften. Nu meddeler han, at han stiller op mod Lars Løkke Rasmussen i Sjællands Storkreds vd næste folketingsvalg.

Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2024

Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt skifter folketingskreds ved det kommende folketingsvalg. Han har været stillet op forskellige steder i landet i hans mangeårige karriere i dansk politik, men ved de seneste valg har det først været i Nordsjællands Storkreds, og senest i Københavns Omegns Storkreds.

Men nu hedder den Sjællands Storkreds. Og det handler om flere ting.

- Der er flere ting, der sker på Sjælland og Lolland-Falster, der gør, at jeg har truffet denne her beslutning. Både politisk, men også ude i virkeligheden. Det politiske er, at Lars Løkke Rasmussen, der er formand for Moderaterne og ansvarlig for rigtig, rigtig mange af de udfordringer, der er i vores samfund. Han skal have modstand, siger Morten Messerschmidt og fortsætter:

- Jeg har i forbindelse med vores sommergruppemøde gjort det klart, at han ikke skal være minister efter et valg, og jeg vil gerne stille ham til regnskab for alle de problemer, han har været med til at skabe. 

 - Både i forhold til kommunalreformen, som har ført til centralisering og overbureaukratisering. I forhold til vores sundhedsvæsen, hvor der er rigtig meget, der ikke fungerer.

- I forhold til udlændingepolitikken, hvor man helt konkret i Holbæk og i Køge kan se problemerne med bandekriminalitet eskalere.

- Så der er både politik, men der er også en personlig årsag, som ligger bag.

Det er Lars Løkke Rasmussens og hans politik, du går efter?

- Der er nogen, der skal stille Lars Løkke Rasmussen til regnskab for alle de ting, han har budt danskerne gennem 30 år, siger Morten Messerschmidt og fortsætter:

 - Hvis du tager kommunalreformen, som vel var hans svendestykke inden han blev statsminister, så fik vi at vide, at det ville føre til forbedringer i velfærden og mindre bureaukrati og andre gode ting, men der kan vi sige, at det er det modsatte, der er sket.

 - Også på dele af Sjælland og Lolland Falster oplever jeg mange, der føler, at kvaliteten er blevet dårligere. At nærheden er forsvundet, og man ikke har nogen fornemmelse af, hvem der leder ens kommune længere.

Ekstra afstemning

Morten Messerschmidt vil høre borgerne ved et kommende valg om de store kommuner.

 - Vi har foreslået, at man i forbindelse med næste kommunalvalg holder lokale folkeafstemninger for at se, om de er tilfredse med at være en del af de meget store kommuner, som vi har i dag, siger Morten Messerschmidt og fortsætter:

 - Man kan sige, at på Sjælland sker der endnu et Lars Løkke Rasmussen-trick, hvor man vil rykke Sundhedsvæsenet endnu længere væk fra folk og lægge de to regioner sammen. Det, mener jeg, er forkert.

 - Det er både det og en stribe ting, som han har ansvaret for, mener jeg han skal stilles til ansvaret for. Det er en af motivationer for at rykke til Sjælland.

 - Så er det jo den største kreds i Danmark. Det er en stor ære at træde efter Pia Kjærsgaard, der er repræsentant for Sjællands-kredsen. Så er der store dele af kredsen, jeg føler en personlig tilknytning til, så derfor ligger det naturligt for mig.

Hvordan vil du udfordre Lars Løkke Rasmussen?

 - Jeg håber, han vil mødes med mig i debat, og selvfølgelig vil blive stillet til regnskab for de problemer, han har efterladt. Vi ved jo ikke, hvornår han forlader politik, men står det til mig, så bliver det efter næste folketingsvalg, siger Morten Messerschmidt og fortsætter:

 - De problemer han har efterladt til den næste generation at håndtere på arbejdsmarkedet, på det kommunale velfærdsområde, på udlændingepolitikken, ytringsfriheden, som han er med til at indsnævre. Der er ikke andre af mine borgerlige kollegaer, der vil sige det klart. Men jeg fornemmer at mange tænker det, at han er en udfordring for Danmark. Det må så være min opgave.

Hvornår tror du, at I skal i kamp?

 - Jeg er klar. Jeg vil meget gerne mødes med Lars Løkke Rasmussen og selvfølgelig alle de andre, der stiller op i kredsen. Både for at tale om, hvad der er sket, og hvad vi kan gøre, siger Morten Messerschmidt og fortsætter:

 - Men også hvad vi kan gøre konkret for kredsen. Der er jo store problemer. Der er bestemt rum for forbedringer, hvis man taler om Lolland og Falster, hvor lægemanglen er så udbredt. Der har jeg meget svært ved at se, hvordan den model, som regeringen har lagt frem, skal håndtere de problemer.

 - Der er problemer med LTF-bander både i Køge-Hundige og i Holbæk vil jeg meget gerne arbejde med og se, hvad vi kan gøre for at hjælpe borgerne.

 - Så jeg glæder mig til at virke for hele kredsen. Det er jo en kæmpe kreds hele vejen fra Sjællands Odde til Nakskov. Jeg vil gøre det bedste for at være til stede over alt og repræsentere borgerne bredt.

Tager over efter Pia Kjærsgaard

Det er store sko, som Morten Messerschmidt skal udfylde i Sjællands Storkreds.

Hvordan forener man så stor en kreds?

- Jeg er så heldig at have en meget erfaren forgænger i kredsen, nemlig Pia Kjærsgaard, som jeg allerede har talt med, siger Morten Messerschmidt og fortsætter:

- Hun har sat mig godt ind i de sager, som hun har arbejdet med for storkredsen. Jeg er så heldig, at selvom Pia ved næste valg stopper i Folketinget, så stopper hun ikke i Dansk Folkeparti. Jeg vil stadig have en rigtig god sparringspartner til at blive sat ind i alle udfordringerne.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...