Cura Pleje, en privat leverandør af hjemmepleje i Albertslund, har fået imponerende resultater ved et uanmeldt besøg fra eksterne revisorer. BDO Danmark, der udførte tilsynet i slutningen af august, gav hjemmeplejerne maksimale fem ud af fem point i alle vurderede kategorier.
Rapporten beskriver hjemmeplejens kommunikation som respektfuld, venlig og imødekommende. Borgernes hjem er rengjort, og der er styr på medicinen. Desuden er journalerne i orden og støtter godt op om plejen, hvilket ifølge rapporten bidrager til, at borgerne føler sig set og hørt.
Teamleder for Cura Pleje i Albertslund, Vicky Merachtzakis, er meget tilfreds med resultatet. Hun fortæller, at det er et af de bedste tilsyn, som BDO nogensinde har gennemført i området. For at fejre resultaterne blev der serveret jordbærkage på kontoret.
- Der er mange krav hjemmeplejen skal leve op til, og dokumentationen er tung for medarbejderne. Når vi alligevel lykkes – både med den nære menneskelige omsorg og dokumentationen – så er det flot, fortæller hun.
Direktør for Cura Pleje, Jakob Damsgård, er utrolig glad for den positive rapport.
- Jeg må sige, at jeg bliver helt rørt. Da jeg som sygeplejerske skabte Cura Pleje, så var det fordi jeg gerne ville lave en virkelig god hjemmepleje for de ældre. Derfor går det her resultatet lige i hjertet på mig, siger han.
Cura Pleje er en privat helhedsplejeleverandør, der opererer i Albertslund, Gentofte, Hørsholm og Helsingør Kommune. De kan vælges på lige fod med det kommunale tilbud og fokuserer på at give ældre livskvalitet, sundhed og glæde.