Slangerup Speedway Klub er tilbage på tronen i dansk speedway.
Onsdag aften vandt nordsjællænderne finalen i den danske Speedwayliga trods rolle som outsider på forhånd, da man måtte gennem en semifinale for at kvalificere sig. Men på aftenen var der ingen tvivl om, hvem der var bedst.
Allerede i det fjerdesidste heat sikrede Slangerup sejren, da unge Villads Nagel kørte et enkelt point hjem, og så var guldet hjemme, da Slangerup ikke længere kunne indhentes.
Holdleder Patrick Hougaard måtte ellers trylle lidt med holdopstillingen, da holdets absolutte topnavn, Mikkel Michelsen, ikke kunne være med efter sit styrt og følgende operation, så stjernen har måttet se med hjemmefra.
Jonas Seifert-Salk og William Drejer var i forvejen ude med en skade.
I deres sted tog Michael Jepsen Jensen fat, og veteranen viste vejen med i alt 12 point ud af 15 mulige, og han blev bakket godt op af Andreas Lyager med 10 og Patryk Dudeks ni point. Australske Chris Holder leverede seks, mens Villads Nagel scorede fem.
- Jeg har ikke vundet DM før, så det betyder rigtig meget. Også at gøre det med Slangerup, hvor jeg har været siden 2016. Det betyder mega meget. Støtten fra klubben har helt sikkert hjulpet med på min udvikling i denne sæson, siger Slangerups Michael Jepsen Jensen til Speedwayligaen Live.
- Jeg har gjort rigtig mange ting, som har gjort sæsonen god. Jeg var lidt nervøs til i dag. Jeg ville have trænet i weekenden og i går, men min morfar er desværre lige gået bort, så det blev ikke til noget. Så jeg var lidt nervøs efter ikke at have siddet på cyklen i et par uger. Men det gik jo godt.
Store økonomiske problemer
Det er første gang siden 2011, Slangerup vinder det danske mester, og det er klubbens femte mesterskab i træk.
Mesterskabet kommer lidt overraskende, da Slangerup for et år siden meldte ud, at man havde massive økonomiske problemer, og der måtte en større redningsaktion til for at sikre en rentabel afvikling af sæsonen.
Samtidig har klubben været ramt af flere uheld i forbindelse med afviklingen af flere hjemmebanematcher i denne sæson. Flere måtte aflyses på grund af dårligt vejr, og det har kostet klubben dyrt.
Og da skaderne til Jonas Seifert-Salk, Mikkel Michelsen og William Drejer er kommet til undervejs, så det ikke godt ud for Slangerup.
Men på aftenen satte de nærmest tingene på plads i de første ni heats. De kastede seks heatsejre og to andenpladser af sig, og så var forspringet allerede oppe på 12 point.
Holsted, der vandt grundserien og derfor retten til at afvikle det danske mesterskab, tog sig af sølvmedaljerne, mens SES fra Sønderjylland vandt bronze. Fjelsted sluttede sidst.
I alt 3387 tilskuere så Slangerup vinde guldet.


