Da Dansk Industri, DI, for nylig offentliggjorde sin nyeste undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed, var Kalundborg placeret på en 79. plads ud af i alt 91 deltagende kommuner - et fald på 36 pladser i forhold til undersøgelsen to år tidligere.
- Kalundborg Kommune og det lokale erhvervsliv reagerer på en dårlig placering i DI's erhvervsvenlighedsundersøgelse ved at forbedre dialogen.
- Et kaffemøde med borgmesteren og lokale erhvervsrepræsentanter førte til beslutningen om at etablere et nyt dialogforum.
- Der er enighed om at lave en lokal undersøgelse af erhvervsvenligheden med spørgsmål udformet i samarbejde.
- En arbejdsgruppe med repræsentanter fra forskellige brancher og kommunen skal drøfte konkrete problemstillinger.
- Erhvervschef Lene Bach Jørler understreger vigtigheden af kommunikation i øjenhøjde for at følge med væksten i Kalundborg.
Af svar fra de 47 virksomheder fra Kalundborg Kommune, der deltog i undersøgelsen, fremgik det, at der er en lav grad af tilfredshed med dialogen med kommunens embedsmænd og politikere samt kommunens formidling af væsentlig information til virksomhederne, og det forhold har kommunen og repræsentanter for det lokale erhvervsliv nu sat sig for at lave om på.
På et uformelt kaffemøde tirsdag hos Kalundborgegnens Erhvervsråd med deltagelse af borgmester Martin Damm (V), Tom Johansen fra Urhøj VVS i Gørlev, Michael Skovgaard Rasmussen fra Meny Kalundborg og erhvervschef Lene Bach Jørler var der således stor vilje til bedre kommunikation mellem kommunen og det lokale erhvervsliv.
Det oplyser erhvervschef Lene Bach Jørler i en pressemeddelelse, som hun har udsendt efter mødet.
- DI´s seneste måling på Erhvervsvenlighed har naturligvis fyldt meget i medierne og hos vores lokale erhvervsliv, og med afsæt i den dårlige placering for Kalundborg besluttede vi på mødet at etablere et rum/forum for en bedre kommunikation mellem kommunen og erhvervslivet, så vi sikrer en tættere dialog med erhvervslivet, udtaler Borgmester Martin Damm i meddelelsen.
Aftale om at lave egen undersøgelse lokalt
Tom Johansen fra Urhøj Smedje supplerer:
- Mødet i dag var tænkt som et konstruktivt møde, hvor agendaen alene handlede om at vi i fællesskab får flyttet på nogle ting, måske ”plejer” skal udfordres lidt, fra begge sider, så lad os starte med det, vi kan gøre noget ved allerede nu, nemlig en bedre kommunikation og dialog på det tekniske område.
- Det var faktisk et rigtig godt møde hvor vi helt konstruktivt fik truffet konkrete beslutninger og aftalte følgende:
1) At vi sammen får udarbejdet vores egen lokale undersøgelse af den lokale erhvervsvenlighed, med spørgsmål udformet i fællesskab mellem relevante parter, så vi sikrer at spørgsmålene passer til målgruppen.
2) At der nedsættes en arbejdsgruppe med repræsentanter fra forskellige brancher og kommunen, hvor man drøfter konkrete problemstillinger.
3) At der oprettes et nyt dialog- og udviklingsforum ligeledes med repræsentanter fra erhvervslivet, og hvor kommunen vil deltage i de forskellige fora på politisk- eller embedsmandsniveau alt afhængigt af opgaven. Her skal den gode kommunikation drøftes, så vi sikrer en større forståelse for hinandens hverdag, og det er her vi kan blive langt bedre til fremdrift.
Afgørende at tale samme sprog fra starten
Michael Skovgaard Rasmussen fra Meny tilføjer, at det samtidig er vigtigt at tænke kulturforståelse bredt:
- Hvis vi ikke taler samme sprog eller har forståelse for hinandens forretningsgange, så går det jo allerede galt fra starten, og det skal vi have kigget ind i. Derfor er det vigtigt at vi får lavet den lokale undersøgelse, så vi får vores eget styringsredskab, ellers flytter vi ingen ting.
- Men det vigtigste er, at lysten til at skabe forandringer er til stede og det er det der gør den store forskel, siger Michael Skovgaard Rasmussen.
- Kommunikation i øjenhøjde er yderst vigtig
Erhvervschef Lene Bach Jørler konstaterer efter kaffemødet, at det var et godt møde, hvor der var stor enighed om nu at trække i arbejdstøjet og rykke på en bedre dialog:
- Det er yderst vigtigt med kommunikation i øjenhøjde, og særligt her hos os på Kalundborgegnen, i en tid hvor vi alle nærmest dagligt asfalterer foran os, for at kunne følge med væksten, siger Lene Bach Jørler, som glæder sig over, at erhvervslivet nu bliver hørt om ønsket for en bedre dialog med kommunen.
Erhvervschefen oplyser, at næste skridt i processen bliver at få nedsat en gruppe, som skal udfærdige spørgsmålene til den lokale undersøgelse om erhvervsvenligheden. Spørgemålene forventes at være klar til udsendelse medio november. Dernæst planlægges et fyraftensmøde for erhvervslivet medio januar, hvor der dykkes ned i resultaterne fra undersøgelsen.