De pårørende skal ikke løse kommunens demens-opgaver

Man skal være usædvanligt tålmodig, robust og stærk - eller gift med en, der er - hvis man rammes af demens i Region Sjælland.

Regionens hospitaler har en sørgelig rekord i ventetid på mellem 43 og 68 uger når det handler om udredning for demens. Ingen andre regioner tilbyder samlet set så ringe vilkår.

Og når man langt om længe er blevet udredt på et af regionens sygehuse, skal man krydse fingre for, at man bor i en kommune, der har penge nok. For den største del af udgifterne til behandling kommer ikke fra de regionale sygehuse, men tages fra kommunekassen til at dække blandt andet hjemmehjælp, plejehjem, træningsmidler og rehabilitering. Og så betyder det pludselig ekstra meget, hvor man bor. Det er nemlig også kommunen, der skal føre tilsyn med, hvordan blandt andet plejehjemmenes sociale opgaver løses, og om kvaliteten er god nok.

Men som vi kunne fortælle tirsdag, var tre ugers aflastningsophold på det kommunale demensplejehjem en rædselsfuld oplevelse for Lone Adrian og hendes demente mand Michael, der bor i Stevns Kommune. Lone Adrian kunne blandt andet fortælle, hvordan hendes mand ikke fik skiftet tøj, ikke blev vasket, ikke fik sin medicin, og at han forlod plejehjemmet, uden at det blev opdaget af personalet. I tilfældet med Michael Adrian kunne hans kone med al rimelighed stille spørgsmål ved kvaliteten af både de sociale og sundhedsfaglige løsninger og bede myndighederne om det samme.

Alligevel er Michael Adrian heldig. Ikke med den kommunale hjælp. Men med sin kone, der har kræfter til at råbe op. Parret har levet med sygdommen i syv år, og nu har de brug for en tryg og værdig hjælp for at få enderne til at mødes. Og det skal man åbenbart være af en særlig støbning for at sikre sig.

Vi bliver som befolkning ældre og ældre uden at blive sundere. Derfor er vi nødt til at indrette et sundhedssystem, der tager højde for de skavanker og behandlingskrævende sygdomme, der følger med.

Demens er i høj grad en pårørendesygdom, der trækker enorme veksler på de nærmeste. Det betyder i praksis, at selv om kun én person er syg, er hele familien er ramt. Og så er det heldigt at have en ”Lone”, der kan slå i det kommunale skrivebord, når sygdommen er ved at tvinge dem i knæ.

Men det er ikke en løsning.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...