Korsør bliver værtsby til Royal Run

Den store royale løbefest kommer for første gang til Slagelse Kommune

Bliver det dronning Mary, Kong Frederik eller kronprins Christian, som dukker op til Royal Run i Korsør?

Bliver det dronning Mary, Kong Frederik eller kronprins Christian, som dukker op til Royal Run i Korsør?

Foto: Anders Ole Olsen

Du kan godt begynde at snøre løbeskoene, for 9. juni 2025 har du mulighed for at deltage i verdens største royale motionsfest. Den dag lægger Korsør stier, asfalt og brosten til Royal Run, når det kongelige løb gæster Slagelse Kommune.

Korsør er nemlig en af de i alt fem byer, som er blevet udpeget til at huse Royal Run. Arrangørerne af Royal Run har på nuværende tidspunkt løftet sløret for fire af de fem byer, som bliver værter i 2025. Ud over Korsør bliver det Ribe, Viborg og Horsens.

Ifølge Royal Run forventer man, at 10.000 løbere vil søge til Korsør for at deltage i løbet. Afviklingen af Royal Run sker i samme år, hvor Korsør kan fejre 600 år som købstad.

Ved Royal Run i 2024 løb dronning Mary med i Kalundborg.
Ved Royal Run i 2024 løb dronning Mary med i Kalundborg. Foto: Anders Ole Olsen

En kongelig kommer og løber

En fra den royale familie kommer og løber med i Korsør. For sådan har det været ved alle tidligere starter i Royal Run, at kongehuset har ladet sig repræsentere. Hvem det bliver er endnu ikke offentliggjort. Ved Royal Run i 2024 var det dronning Mary som løb med, da Kalundborg lagde asfalt til den store løbebegivenhed.

Samme år løb kong Frederik i Fredericia, Aarhus og København, og kronprins Christian var til start i Brønderslev.

Stærk løbeby

Korsør er kendt som en stærk løbeby. Den lokale atletikklub - Korsør Atletik og Motion - har adskillige gange vist, at den magter at afvikle store løbearrangementer. Således har klubben været tovholder på de store motionsløb over Storebæltsbroen, der tidligere har samlet tusindvis af løbere.

Med den centrale beliggenhed midt i Danmark og tæt på Storebælt vil der være god mulighed for at komme til og fra Korsør for alle, som vil være en del af motionsfesten. Korsørs beliggenhed ved vandet giver mulighed for løberuter, der både kan gå igennem havnemiljø, en historisk bykerne præget af brostensbelagte gader med gamle charmerende huse og historiske bygninger eller ud langs kysten med den imponerende Storebæltsbro i baggrunden. Løbets ruter bliver først offentliggjort senere. Deltagerne får mulighed for både at løbe eller gå distancerne One Mile (1,609 km), 5 km og 10 km.

- Vi glæder os selvfølgelig rigtig meget til at byde tusindvis af løbere velkommen til Korsør, og vi er meget stolte over at være udpeget til værtsby. Royal Run bliver en kæmpe oplevelse for alle, og vi er klar til at vise Korsør frem, og være med til at skabe fantastiske rammer for årets helt store løbeevent med bl.a. Korsør Atletik og Motion og Korsør Erhvervsforening, siger borgmester i Slagelse Kommune Knud Vincents (V).

Royal Run fejrer byjubilæum

Royal Run arrangeres af Bevæg dig for livet, og bagved står DIF, DGI og Dansk Atletik i et tæt samarbejde med værtskommunerne. Hos alle er der stor glæde over, at Korsør er blevet offentliggjort som én af de fem værtsbyer:

- Vi er meget glade for at kunne være med til at fejre Korsørs jubilæum ved at bringe Royal Run til byen. Vi er sikre på, at vi i et tæt samarbejde kan skabe en stor motionsfest, der minder alle om glæden ved at bevæge sig i fællesskab, siger Morten Mølholm Hansen, der er administrerende direktør i Danmarks Idrætsforbund og medlem af Royal Runs styregruppe.

26. november 2025 markere officielt Korsørs 600 år som købstad.

Om Royal Run

  • Royal Run fandt sted første gang i 2018 i anledning af kongens 50-års fødselsdag. Siden da har eventet fundet sted hvert år 2. pinsedag.
  •  I 2025 vil Royal Run blive afholdt den 9. juni 2025 i fem forskellige steder i landet. 
  • Royal Run arrangeres af idrætsvisionen Bevæg dig for livet – et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik. TV 2 og Regionerne er mediepartner på Royal Run, og Trygfonden, Nordea-fonden og Novo Nordisk Fonden er strategiske partnere.
Kilde: Slagelse Kommune

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...