Høje-Taastrup: - Det er ingen hemmelighed, at jeg er meget ærgerlig over det.
Sådan siger Thomas Langkjær, skoleleder på Sengeløse Skole med udsigten til, at der kun kommer en 0. klasse i næste skoleår. I hvert fald som det ser ud lige nu.
Sengeløse Skole har to spor på alle klassetrin, men nu er der ikke nok børn i skoledistriktet, til at der oprettes to klasser.
- Jeg vidste jo godt, at den udvikling, med at der er ikke er nok børn i skoledistriktet, ville komme, og det gjorde den så nu. Jeg synes jo, at vi har verdens bedste skole, og vi løser en vigtig inklusionsopgave, fordi vi får mange børn fra andre distrikter, så jeg er ked af, at vi er i denne situation, siger Thomas Langkjær.
Drønærgerligt
I alt betyder det, at 16 børn uden for Sengeløse Skoles distrikt netop er afvist. Medarbejderne på skolen har fået beskeden, og stemningen var ikke god, fortæller Thomas Langkjær, som forsikrer, at man nok skal løse de strukturelle udfordringer, der måtte opstå.
- Vi er forstående for situationen, og distrikterne er, som de er. Men det er drønærgerligt, og så fordi det kun er meget få børn, der mangler i distriktet, før man opretter en klasse mere. Jeg ønsker i virkeligheden en større skole, og så går det jo i den forkerte retning, siger skolelederen.
Ifølge Thomas Langkjær klarer eleverne sig godt i afgangsprøverne de senere år, og samtidig er man gode til at fastholde distriktseleverne på skolen. Så det går godt på skolen, og også i det lys er det ærgerligt, at det ser ud til, at der kun er en 0. klasse næste skoleår.
Der ser lige nu ud til at være 27 elever i den nye 0. klasse på Sengeløse Skole næste skoleår, og der oprettes først to klasser, hvis der er 29 børn, som bor i distriktet.