Søndag klokken 14.45 modtog Midt og Vestsjællands Politi en melding om en drukneulykke på Eskebjerg Vesterlyng.
- Vi modtager opkaldet, og sender en patrulje afsted. Der er redningsmandskab på stedet, inden vi ankommer, som giver manden hjerte-lunge-redning. Og han bliver efterfølgende fløjet med helikopter fra stedet til Rigshospitalet,lød det fra politiets vagtchef Boje Rasmussen til Sjællandske Nyheder i går, men kunne ikke havde flere oplysninger på daværende tidspunkt.
Nu oplyser politiet via døgnrapporten, at der var tale om en 82-årig mand fra Holbæk, der havde været ude og svømme i havet, mens hans pårørende havde befundet sig inde på land.
En kvinde, der befandt sig på stranden, hørte den pårørende til manden råbe, at hun ikke længere kunne se den 82-årige ude i vandet.
Det fik fire personer, heriblandt to drenge på 12 og 14 år, til at hoppe i vandet. Her fik de reddet manden i land og påbegyndte livreddende førstehjælp, indtil politiet og redningspersonalet nåede frem og overtog.
Manden blev efterfølgende fløjet til Rigshospitalet, hvor hans liv desværre ikke stod til at redde, og han afgik ved døden.