Man må undres over, hvordan lovgivningen nogle gange formår at ramme forbi alt, hvad man ellers ville betragte som sund fornuft og basal menneskelig medfølelse. Tag nu de to børn fra Hillerød, som ikke bare har mistet deres forældre i en tragisk og brutal ulykke forårsaget af en vanvidsbilist, men som nu ifølge en artikel i Berlingske, også risikerer at miste deres barndomshjem, fordi arvereglerne er urokkelige.
Arveloven er på sin vis en gammel, velpoleret maskine, der sørger for, at ejendele fordeles og økonomiske værdier beskyttes, når livet uundgåeligt tager sine drejninger. Men i dette tilfælde fremstår lovgivningen som en brutal magt, der fjerner børnene fra det sidste anker af tryghed, de har tilbage.
Børnene kan ikke eje huset, fordi de endnu ikke er myndige. Regler er regler, som man siger, og de er der jo for at beskytte arven – det er i hvert fald intentionen. Men hvad så når reglerne kolliderer frontalt med al sund fornuft? Når to børn, der har set deres verden styrte i grus, får beskeden om, at de også skal forlade det eneste hjem, de nogensinde har kendt?
Spørgsmålet er, om vi som samfund virkelig vil lade os være slaver af paragraffer, når der tydeligvis er et hul i loven, der efterlader to uskyldige børn i en uacceptabel situation. Politikerne har bemærket problemet, og ja, måske er der et hul i lovgivningen. Men skal vi virkelig vente på lange bureaukratiske processer og potentielle ændringer i loven, mens disse børn dag for dag lever i uvished om deres fremtid?
Selvfølgelig er lovgivning vigtig. Den skaber rammerne for vores samfund, beskytter værdier og skaber retfærdighed. Men det er lige så vigtigt at forstå, at ingen lov er så perfekt, at den ikke kan eller bør bøjes, når moralen kræver det. Der må kunne findes en undtagelse i dette tilfælde. Familien bør have mulighed for at sikre, at børnene kan blive boende i deres hjem. Det handler ikke om at smide reglerne over bord, men om at anerkende, at reglerne ikke altid kan være svaret, når tragedien rammer.
Det må være muligt at finde en løsning, der sikrer, at disse børn kan blive i deres hjem, uden at det økonomiske aspekt skaber uoverkommelige barrierer. Og hvis vi ikke kan gøre undtagelser i en så oplagt sag, må vi i det mindste tage ved lære af den – og sørge for, at vi aldrig igen lader systemet være så firkantet, at det træder på dem, der allerede ligger ned.