I år er det 20 år siden, at hestene fik deres eget arrangement på Dyrskuepladsen i Roskilde, da Store Hestedag så dagens lys.
Meget har ændret sig siden da, og i 2010 blev hundene inkluderet, da det viste sig, at mange hesteejere også er hundeejere og alligevel havde dem med. I dag deltager omkring 1000 hunde, men det er stadig hestene, som indtager hovedrollen.
Det kan diskuteres, om det er en jubilæumsgave eller ej, men vejrguderne har i denne weekend sørget for høje sommertemperaturer, så de mange deltagere har skullet vænne sig til, at der er en hel del varmere end sædvanligt.