På fri fod efter knivstikkeri – politiet søger vidner

Foto: Presse-fotos.dk

En person er onsdag blevet stukket ned med kniv på en adresse ved Kildebakken i Ringsted.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til Sjællandske Nyheder.

- Vi får en anmeldelse 15.10 om, at en person er blevet stukket ned. En person er blevet stukket med kniv, og en gerningsmand er set køre fra stedet i en Toyota Aygo, fortæller vagtchef Boye Rasmussen.

Ifølge politiet er der tale om en voldsom episode, hvor personen der blev stukket ned, er kommet alvorligt til skade. Dog skulle offeret være uden for livsfare.

- Det er et alvorligt knivstikkeri, men vedkommende er ikke i kritisk tilstand, har vi fået en melding fra hospitalet om, siger vagtchefen.

Søger vidner – gerningsmand på fri fod

Politiet efterlyser nu vidner, der skulle have set noget, eller har set en mand køre fra gerningsstedet.

- Vi vil selvfølgelig gerne høre fra vidner, der eventuelt ved, hvad årsagen kan være til, at man stikker en anden person ned med kniv, hvorefter man kører fra stedet igen, forklarer vagtchefen.

Politiet vil nu efterforske sagen nærmere, så man kan forsøge at klarlægge motivet bag knivstikkeriet. De er derfor massivt til stede i området.

Man kan kontakte politiet på 114, hvis man har set noget, eller har relevante oplysninger i sagen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...