Det blev til endnu en medalje for Danmark ved de paralympiske lege i Paris onsdag formiddag.
Cykelrytteren Emma Lund vandt en bronzemedalje i enkeltstart, og det var hun meget stolt over.
- Jeg forstår det ikke. Jeg er helt rund på gulvet. Det betyder bare så meget, siger Emma Lund til DR Sporten.
Dermed er Danmark nu oppe på syv medaljer ved PL, og da Peter Rosenmeier er sikker på at hente mindst en bronzemedalje i bordtennis, er målsætningen om otte medaljer ved legene opfyldt.
Hollænderen Marieke van Soest vandt guld på enkeltstarten, mens schweizeren Celine van Till snuppede sølvet.
Tidligere i karrieren har Emma Lund vundet VM-guld i linjeløb og VM-bronze i enkeltstart.
- Jeg følte ikke, at jeg havde noget i benene. Så det er helt vildt, siger hun til DR Sporten.
Hun var debutant ved de paralympiske lege, og nu ser hun frem til linjeløbet, hvor hun regner med at gøre det endnu bedre end i enkeltstarten.
- Det vil jeg nok klare det lidt bedre, for enkeltstarten er ikke min kop te, lyder det fra Emma Lund.
Hos herrerne styrtede Martin Heggelund, og derfor endte han ikke i nærheden af medaljerne.
/ritzau/