Søndagens derby forløb sig på ingen måder fredeligt. Tværtimod.
Politiet har nemlig indtil videre oprettet hele 12 sager, hvor betjente er blevet overfaldet med slag, spark og sågar også kasteskyts.
Det fortæller politiinspektør hos Københavns Politi, Peter Dahl, til Sjællandske Nyheder.
- Vi er stadigvæk ved at danne os et overblik over det hele, men indtil videre har vi minimum 12 betjente, som har modtaget spark, slag eller kasteskyts. Vi ved også, at der er en hel del hærværk på ruten, der blev gået (Brøndbys fanmarch, red), så vi skal lige have det fulde overblik, fortæller Peter Dahl.
Ingen sigtelser endnu
De voldelige begivenheder foregik ude ved en 7Eleven på Svanemøllen St. i København.
Det er dog endnu ikke blevet til nogen sigtelser og anholdelser i forbindelse med derbyet. Dertil har politiet endnu ikke undersøgt sagen nok, forklarer politiinspektøren.
- Det vi kan sige for nu, er, at optøjerne opstod efter kampen. Der er ingen sigtelser eller anholdelser endnu. Vi skal først have afhørt vidner, så derfor har vi heller ikke fået identificeret nogen gerningsmand endnu, forklarer Peter Dahl.
Banner var ytringsfrihed
Et banner, hvor der stod ’Spark og slå på FCK,’ stjal søndag overskrifterne i flere medier. Samtidig mødte en gruppering af Brøndbyfans op i trøjer, hvor samme budskab var indgraveret med stor, fed skrift.
Ifølge den juridiske lovgivning er der dog intet grundlag for at oprette en straffesag, og derfor er det heller ikke noget, som politiet har tænkt sig at gøre mere ved.
- Det er ikke vores vurdering, at der er tale om nogen former for overtrædelse af straffeloven. Der er jo ytringsfrihed, så derfor er det heller ikke noget, der umiddelbart kan straffes, forklarer Peter Dahl.
Til gengæld stiller politiinspektøren sig uforstående overfor, hvordan klubberne overhovedet tolerer den slags. Faktisk mener Peter Dahl slet ikke, at fansene burde være blevet lukket ind til kampen.
- Jeg kan godt være lidt uforstående over for, hvordan de (fansene, red) overhovedet er kommet ind på stadion. Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan klubberne kan tillade den slags. Jeg forstår heller ikke, at FCK vil lukke folk ind, der har et budskab om, at man gerne vil tæve dem inde på den anden side af hegnet, siger Peter Dahl.
Vil indgå dialog med klubberne
Efter søndagens derby vil Københavns Politi indgå i yderligere dialog med både FC København og Brøndby, så man undgår et lignende tilfælde i fremtiden.
-Der er børn og familier, som sidder inde på stadion, og så skal de se på folk, som kommer gående med trøjer, hvor der står, at de gerne vil tæve dem. Derfor vil vi nu tage dialogen med klubberne, lyder det fra Peter Dahl.