En aften i byen endte helt over gevind natten til lørdag i Roskilde. Her sad to unge mænd på 18 og 19 år og ventede på bussen hjem til Lejre-området, da den ene pludselig fik et slag og et spark af en forbipasserende mand.
Det stoppede slet ikke der for den 40-årige overfaldsmand, der var helt ude i hampen eller på stoffer af en anden og hårdere karakter. Da politiet senere fik fat i ham, vurderede betjentene i hvert fald, at han var narkopåvirket.
Det fik de to unge mænd at mærke, da den højintense fyr begyndte at jagte de to rundt på stationspladsen, mens han rev sin egen T-shirt i stykker.
En politipatrulje fik sat en stopper for manden og tog ham med stationen klokken tre om natten, hvor han fik lov at dampe af natten over i detentionen.
Han var dog ikke ene om at sætte politiet på arbejde den nat. To unge berusede fyre på 16 og 17 år fra Hedehusene valgte at blande sig i politiets arbejde i Stationscenteret, og da de flere gange var blevet bedt om at dæmpe sig uden at makke ret, fik de begge lov at gøre den 40-årige følgeskab til detentionen.
Tidligere på natten havde politiet også haft travlt i samme område, men på mindre voldsom facon.
Her var nattens branderter endnu ikke nået til slagsbrorstadiet, men mændene havde nået at få så meget i svælget, at de fik lidt rigeligt travlt med at lukke det ud igen i den anden ende.
Ved ettiden bemærkede en patrulje, at en 18-årig mand fra Søborg stod og tissede i Jernbanegade. Han fik en bøde på 1000 kroner, og der skulle kun gå 10 minutter, før de måtte have bødeblokken frem igen. Det var også en 18-årig mand, nu fra København, der som en anden hanhund valgte at lade sit vand samme sted som forgængeren. Også han fik en bøde på 1000 kroner.
Det samme gentog sig øvrigt lørdag aften, hvor det var en 36-årig mand fra Haslev, der tog en tissetår til 1000 kroner i Jernbanegade.