Der var stort fremmøde tirsdag aften, da opgaveudvalget for kollektive og klimaneutrale varmeløsninger inviterede til borgermøde, hvor opgaveudvalget præsenterede deres ni anbefalinger.
Omkring 75 borgere mødte op på Allerød Kommunes Rådhus for at deltage i borgermødet om, hvordan kollektive og klimaneutrale varmeløsninger bedst kan understøttes og udvikles i kommunen.
I løbet af det seneste år har opgaveudvalg et undersøgt, udforsket og diskuteret potentialer, fordele og ulemper ved forskellige varmeløsninger. Arbejdet er endt ud i ni anbefalinger til byrådet.
- Det er afgørende, at vi som samfund tager ansvar for vores energiforbrug og arbejder mod mere bæredygtige løsninger. De anbefalinger, vi har fremlagt, er et vigtigt skridt i retning af en grønnere fremtid for Allerød, lød det fra formanden for udvalget, byrådsmedlem Anders Møller Glümer
Professor Brian Vad Mathiesen, et medlem af opgaveudvalget, forklarede vigtigheden af deres anbefalinger både nationalt og geopolitisk. Han understregede nødvendigheden af, at Danmark bliver uafhængig af gas og etablerer et flerstrenget system til varmeforsyning for at øge driftssikkerheden, udnytte ressourcerne bedst muligt og skåne klimaet.
Mødet blev afsluttet med en livlig dialogrunde, hvor opgaveudvalgets medlemmer besvarede spørgsmål fra borgerne om stort og småt i forhold til varmeløsninger. Opgaveudvalget har nu afleveret deres anbefalinger til byrådet i Allerød, som behandler sagen på byrådsmødet 29. august 2024.
Præsentationen fra mødet samt rapporten og de ni anbefalinger kan ses på Allerød Kommunes hjemmeside.