Område hårdt ramt af bedrageri mod ældre borgere

På blot tre dage er der rapporteret ni tilfælde af bedrageri mod ældre borgere i Nordsjælland.

De ældre kan blive narret for mange penge, hvis de hopper på svindelnummeret om opringningen fra banken.

De ældre kan blive narret for mange penge, hvis de hopper på svindelnummeret om opringningen fra banken.

Foto: Jens Wollesen

Sjællandske Nyheder kunne sidste uge fortælle om 88-årige Rita, som blev udsat for groft svindel i eget hjem. Inden for samme uge blev endnu en 88-årig kvinde offer for et lignende svindelnummer

Begge kvinder er bosat i Nordsjælland, og de er langt fra de eneste, som for nylig er blevet svindlet i området.

Ifølge Nordsjælland Politis døgnrapporter, er der sket i alt ni tilfælde af bedrageri de seneste tre dage. 

Alle tilfælde er sket mod ældre borgere i alderen 73 til 92 år.

Rapporteret bedrageri

Rapporterede tilfælde af bedrageri i Nordsjælland mellem den 27. og 30. august:

  • 82-årig kvinde fra Gilleleje
  • 83-årig kvinde fra Hornbæk
  • 92-årig kvinde fra Kokkedal
  • 79-årig mand fra Hornbæk (forsøg på bedrageri)
  • 85-årig mand fra Hornbæk
  • Ægtepar fra Holte, begge 81 år
  • 84-årig kvinde fra Rudersdal
  • 91-årig mand fra Rudersdal
  • 88-årig kvinde fra Kokkedal
Kilde: Nordsjællands Politi

I alle tilfældene blev borgerne kontaktet telefonisk af, hvad de troede var deres bank. Manden i telefonen fortalte dem, at der var sket et sikkerhedsbrud. Derfor ville han sende en fra "banken" forbi og hente deres betalingskort.

I et af tilfældene blev en 92-årig kvinde fra Kokkedal ringet op af en "Martin Hansen" fra "banken", som forvirrede den 92-årige med sine mange spørgsmål. 

- Den falske bankmand oplyste kvinden, at han ville sende en "Emil Andersen" til kvindens adresse for at afhente hendes kort. Personen fik udleveret betalingskortet og kvindens smykker, så han kunne vurdere dem. Efterfølgende er der hævet et større beløb fra kvindens konto, oplyser Nordsjællands Politi i døgnrapporten.

Flere af borgerne kunne fortælle om brugen af almindelige, danske navne som "Martin Hansen", "Mikkel Madsen", "Michael Jørgensen" og "Jacob Hansen".

Syv gode råd til at undgå at blive offer for svindel

  • Vær skeptisk, hvis du får et uventet opkald.
  • Husk at banken aldrig vil bede dig udlevere følsomme oplysninger over telefonen.
  • Politiet eller banken kommer heller aldrig forbi dit hjem for at hente et dankort - så undlad at lukke op.
  • Få evt. navnet på den person, der ringer, og ring så tilbage til bankens hovednummer og spørg efter personen.
  • Udlever aldrig dit betalingskort eller din kode.
  • Overvej at blive fjernet fra Krak.
  • Overvej hvad du deler af personlige oplysninger på sociale medier.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi

Af døgnrapporterne fremgår det, at der er forskellige signalementer af de formodede gerningsmænd. Det er derfor ikke til at sige, hvor mange gerningsmænd der er involveret.

- Af hensyn til efterforskningen har vi ikke yderligere oplysninger om signalement på formodede gerningsmænd i bedragerisagerne, skriver Nordsjællands Politi i deres døgnrapport.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...