Efter 12 år har voldsom drabssag fundet sin forløsning, og gerningsmanden sidder nu varetægtsfængslet. På Sydsjælland kan venner og familie nu ånde lettet op, for her har man ikke glemt "Mordet i Kødbyen".
- Efter 12 år er Jonas Thomsen Sekyeres drabsmand blevet anholdt og varetægtsfængslet.
- Jonas blev dræbt af et knivstik i hjertet på et diskotek i Kødbyen i 2012.
- Gerningsmanden flygtede til Somalia, blev dømt, men senere løsladt og nu anholdt i Etiopien.
- Jonas plejefamilie og venner mindes ham og savner ham dybt.
- Jonas hyldede det danske velfærdssamfund i et læserbrev året før sin død.
Pigernes ven! Hvis man slår op i den blå bog for Vordingborg Gymnasium og HF's årgang 2009 er man ikke i tvivl om, at Jonas Thomsen Sekyere kunne det der med det modsatte køn.
Det var da også i gymnasiet, han mødte sin kæreste, Laura Vang Petersen. På et klassebillede af 3Y står de ved siden af hinanden på bagerste række og muligvis holder i hånd.
Det fremgår også af klassekammeraternes minimalistiske beskrivelser i blå bog, at Jonas Thomsen Sekyere ved første indtryk kunne være "røvirriterende" og en "smart ass", men at han ved nærmere bekendtskab vandt ved at være en "nede på jorden-type".
Dræbt af knivstik i hjertet
Jonas Thomsen blev kun 21 år. På et toilet på diskoteket Bakken i Kødbyen København en novembernat i 2012 trak en mand en kniv og brugte den flere gange mod ham.
Jonas Thomsen vaklede blødende ud på gaden, hvor han faldt om på asfalten. Kammerater forsøgte at give førstehjælp, men forgæves. Politiet kunne senere meddele, at dødsårsagen var et enkelt knivstik i hjertet.
Efter drabet flygtede den formodede gerningsmand til Somalia i regionen Somaliland. Her blev han fire år senere idømt 20 års fængsel og ganske bizart set med vestlige øjne betale 33 en tredjedel kamel til sit offers familie.
Om Jonas Thomsen Sekyere
Blev 21 år
Kælenavne: T-Bone, Thomas, Domash
Boede hos en plejefamilie i Ørslev
Student fra Vordingborg Gymnasium & HF
Studerede indtil sin død jura i København
Hans drabsmand er indrømmet sin ugerning og er nu varetægtsfængslet
Ifølge BT blev straffen senere ændret til ti års fængsel, da den kom for landets højesteret. Ekstra Bladet kunne senere fortælle, at han blev løsladt i foråret 2020.
I torsdags kom det frem, at Københavns Politi aldrig har sluppet sagen, og at man har anholdt den nu 39-årige mand i Etopien og fløjet ham til Danmark. Fra dansk side kan man nemlig ikke erkende den afsagte dom i Somalia.
Manden var samme dag i grundlovsforhør i Københavns Byret. Her erkendte han at have dræbt Jonas Thomsen Sekyere på diskoteket.
Savner Jonas
Jonas Thomsen Sekyere har dansk mor og ghanesisk far. Som 10-årig kom han i pleje hos en familie i Ørslev, hvor han også spillede i den lokale fodboldklub Ørslev IF.
Mens Jonas Thomsen Sekyeres biologiske mor efter drabet flere gange stillede op til interviews i medierne for at fortælle om sin sorg (et billede af hende ved begravelsen, hvor det ser ud som om, hun holdes tilbage for at ikke gå med ned i Jonas' grav blev kåret til årets pressefoto), har plejefamilien næsten ikke ytret sig.
Sjællandske har efter grundlovsforhøret været i kontakt med plejemoren. Hun lægger ikke skjul på, at hun savner Jonas, men hun ønsker ikke at medvirke i artiklen.
Hyldest til samfundet
Efter otte et halvt år hos den lokale plejefamilie og med studenterhuen på hovedet flyttede Jonas Thomsen Sekyere til København for at læse jura.
Ved begravelsen så man blandt de mere end tusinde fremmødte flere af hans gamle studiekammerater.
Jonas Thomsen Sekyere boede på kollegiet Regensen. Her har man oprettet et mindelegat i hans navn, så to udenlandske studerende kan bo der, mens de studerer i Danmark.
Året før sin død skrev Jonas Thomsen et læserbrev i Politiken, hvor han hyldede det danske velfærdssamfund.
- Jeg er et produkt af de sygeplejersker, der ud over deres arbejdstimer gav mig deres kærlighed. Jeg er resultatet af hver eneste folkeskolelærer, frivillig fodboldtræner og pædagog, der hver dag gør noget ekstra, skrev han.
Meningsløst drab
Fra Politikens dækning af grundlovsforhøret fremgår det at, anklageren spurgte gerningsmanden, hvorfor han stak Jonas Thomsen Sekyere ihjel.
- Jeg var ikke mig selv, forklarerede han.
Manden fortalte også, at han fik et blackout.
- Næste morgen havde jeg svært ved at huske, hvad der skete. Langsomt, langsomt kommer det tilbage, lød det.
Dommeren besluttede at varetægtsfængsle manden i 27 dage. Det sker ifølge dommeren, fordi der er en særlig bestyrket mistanke mod den 39-årige, og fordi der er en risiko for, at han vil stikke af.