Som venner kan man sagtens dele.
Netop dette kan statsminister Mette Frederiksen og nu forhenværende Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil skrive under på.
De to socialdemokratiske politiker har nemlig købt et sommerhus sammen.
Det skriver Ekstra Bladet, som har fået det bekræftet af statsministeren.
- At vi nu køber et hus på Møn, er en gammel drøm, der går i opfyldelse. Og det glæder vi os til, lyder det fra Mette Frederiksen i et skriftligt citat til mediet.
Ifølge Ekstra Bladet er handlen dog endnu ikke officielt gået igennem, selvom de begge bekræfter købet til mediet.
Mangeårige venner
Nogle vil måske mene, at man er fjender i politik, men der er adskillige gange set eksempler på, hvordan politikerne også er venner i det private.
Og skulle man være i tvivl, kan man blot kigge tilbage på den tidligere afdøde formand for De Konservative, Søren Pape Poulsens, begravelse, hvor flere af kollegerne fra Christiansborg deltog i den vemodige begivenhed.
Det er da heller ingen hemmelighed, at Mette Frederiksen og Pernille Rosenkrantz-Theil har været rigtig gode veninder gennem mange år og ses stadig privat.
Ingen vennetjeneste
Nu kan de altså snart kalde sig for fælles sommerhusejere. De afviser dog begge over for Ekstra Bladet, at købet skulle have nogen karakter af en politisk ’vennetjeneste.’
Tvært imod blev Pernille Rosenkrantz-Theil for nyligt fjernet fra sin ministerpost i forbindelse med den nye oprettelse af tre ministerier. I stedet blev Københavns overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen (S), udnævnt til at overtage posten.
Nu må Pernille Rosenkrantz-Theil tage sig til takke med at dele sommerhus med statsministeren, og det lyder nu heller ikke så ringe endda.