I sagen om drabet på Jimmi Steffen Lillelund har de tre mistænkte alle torsdag fået deres fængsling forlænget.
De to mænd på henholdsvis 60 og 27 år valgte ifølge anklagemyndigheden for Midt- og Vestsjællands Politi frivilligt at forblive fængslede.
En 48-årig kvinde ønskede derimod at blive stillet for en dommer, som ved et retsmøde via videolink i Retten i Roskilde besluttede at forlænge fængslingen med yderligere fire uger. Kvinden kan vælge at kære den afgørelse.
De tre er sigtet for drabet på Jimmi Steffen Lillelund og for usømmelig omgang med lig i forbindelse med bortskaffelse af liget. I dette tilfælde har politiet en formodning om, at liget blev brændt og gravet ned.
42-årige Jimmi Steffen Lillelund forsvandt den 30. april 2020, hvor han sidst blev set på Holmevej i Gundsømagle ved Roskilde om eftermiddagen. Siden har politiet efterforsket hans forsvinden, som viste tegn på, at han havde været udsat for en forbrydelse.
Den 60-årige mand har bopæl i Roskilde, mens den 27-årige og den 48-årige har bopæl på Lolland.