Fra søndag 1. september og frem til fredag den 20. september bliver der udført vejarbejde på en 4,7 kilometer lang strækning af Rute 14 Roskildevej ved Jystrup nordøst for Ringsted.
Det betyder, at der vil være spærret på strækningen i visse tidsrum.
De 4,7 kilometer strækker sig fra det nordlige byskilt i Ortved og i retning mod Roskilde.
Arbejdet er nødvendigt, fordi den nuværende asfalt er nedslidt og trænger til at blive udskiftet. Det oplyser Vejdirektoratet.
Grus og nye striber
Første opgave går ud på at fjerne den gamle belægning, så der er plads til at foretage reparationer af den underliggende belægning.
Når det er gjort, bliver der lagt ny asfalt, og som afslutning skal kørebanen have nye vejstriber samt grusregulering langs rabatterne.
Spærret
Arbejdet vil foregå som aften- og natarbejde på hverdage og søndage mellem klokken 18.00 og 06.00 for at påvirke trafikken mindst muligt.
I arbejdsperioderne bliver der spærret for gennemkørende trafik, og der vil i stedet være skiltet med omkørsel.
Beboere på strækningen kan med forsigtighed og efter entreprenørens anvisninger køre til og fra deres ejendom.
Vær opmærksom
Mens der køres på affræset overflade, og afstribning mangler, vil hastigheden være nedsat til 70 km/t. Trafikanterne må derfor forvente mindre forsinkelser i forbindelse med omkørsel og nedsat hastighed.
Cyklister og fodgængere kan frit benytte cykel- og fællesstierne langs Roskildevej. Dog skal man være særligt opmærksom, da arbejdet udføres tæt på stierne.
Fordi vejarbejde er vejrafhængigt, er der altid en risiko for, at det kan blive udskudt på grund af vejrforhold.