Fredag d. 13. januar 2023 blev, som den ildevarslende dato forudsiger, en mørk dag i Cecilie Albrechts liv. Det, der skulle have været en hyggelig frokost og en gåtur i januarsolen, blev til et mareridt, da hun og kæresten pludselig stod omringet af fire betjente.
- Cecilie Michele Albrecht blev i januar 2023 anholdt af svensk politi for forsøg på kidnapning af sit ufødte barn.
- Misforståelsen startede med et notat fra Næstved Kommune, som førte til en nordisk arrestordre.
- Cecilie Albrecht blev varetægtsfængslet i ti dage, og hendes barn blev fjernet ved fødslen.
- Eksperter kritiserer flere instanser for fejlagtig håndtering af sagen- herunder kommune, politiet og domstolene.
- Næstved Kommune afviser kritikken og kalder det en fejl, politiet har taget frifindelsen til efterretning, mens byretten og landsretten ikke ønsker at kommentere sagen.
Filmen knækkede og tankevirksomheden satte ud for en stund, da ord som kidnapning, fængsling og straf blev brugt. Det lyder måske som starten på en halvsløj dansk/svensk krimi, men optrinnet her blev starten på enden af et barskt forløb, hvor en uskyldig kvinde blev anholdt i udlandet, bragt til Danmark, varetægtsfængslet i ti dage for forsøg på kidnapning, så Næstved Kommune kunne fjerne hendes barn.
Alt sammen resultatet af én stor misforståelse.
Jeg tænker, at overskriften på en eller anden måde er, at en uskyldig kvinde er blevet fanget i udlandet og fragtet til Danmark og er blevet spærret inde. Barnet er blevet taget, og så er hun blevet efterladt på gaden igen. Det synes jeg er totalt rystende
Mads Pramming, advokat med speciale i sociale sager mod myndighederne
Hør podcasten ‘Justitsmordet på det ufødte barn’ herunder:
Misforståelsen førte mange andre misforståelser med sig, men den startede med et notat. Et notat, som flere eksperter kalder en vildledning af politiet.
Men lad os først skrue tiden tilbage til, hvor det hele startede.
En ivrig kommune
En måned før termin bor Cecilie Albrecht sammen med sin kæreste i Slagelse. Hun ved godt, at kommunen holder nidkært øje med hende, da hun har tre anbragte børn og en række mentale og sociale problemer.
Og med en overhængende fare for igen at skulle sige farvel til endnu et barn, vælger Cecilie Albrecht at flytte adresse til sin mor i Næstved, i håbet om at det kan øge hendes chancer for at beholde sit ufødte barn, da moderen måske kan agere familiepleje.
Flytningen til Næstved bliver dog aldrig en realitet, fordi kommunen ved første møde med Cecilie Albrecht gør klart, at barnet vil blive tvangsfjernet ved fødslen. Det er dog ikke en beslutning Næstved Kommune kan træffe på det tidspunkt, og så har kommunen heller ikke samlet tilstrækkeligt med informationer om Cecilie Albrecht.
En ny start
Cecilie Albrecht dropper flytningen til Næstved i erkendelsen af, at Næstved Kommune ikke vil give hende en chance for at bevise sit værd som mor. I stedet sætter hun kursen mod Sverige, nærmere bestemt Malmø. Her vil hun starte på en frisk.
Cecilie Albrecht har fået en lejlighed i Malmø-bydelen Hyllie, hvor hun hurtigt finder sig til rette.

Flytningen får imidlertid alarmklokkerne til at ringe hos Næstved Kommune, som ingenlunde har tænkt sig at glemme Cecilie Albrecht og hendes ufødte barn, på trods af at hun er fraflyttet kommunen.
- Man har set, at der har været familier, der har gået under radaren fra de sociale myndigheder ved at flytte meget hyppigt. Så det er jo fint, at de meget hurtigt er opsøgende, men at de allerede ved det første møde, før hun overhovedet er flyttet til kommunen, er parate til en anbringelse fra fødslen, lyder som et meget voldsomt indgreb, siger Eva Naur, der er lektor ved Juridisk Institut på Aarhus Universitet og forsker i socialret.
En stor fejl
Næstved Kommune er meget bekymret for Cecilie Albrecht og det ufødte barns ve og vel, og derfor anmelder kommunen Cecilie Albrecht til politiet i håb om, at politiet kan lokalisere hende.
I Sydsjællands og Lolland-Falsters Politis journaler, som Sjællandske Nyheder har indsigt i, kan det læses, at Næstved Kommune giver udtryk for, at der er truffet afgørelse om, at Cecilie Albrechts barn er fjernet - en beslutning, kommunen juridisk set ikke kan have truffet, idet barnet slet ikke er født.
Det hæfter politiet sig dog ikke ved, og på grund af kommunens fejlagtige oplysninger udsteder politiet en nordisk arrestordre.
Anholdt i Sverige
Den skæbnesvangre fredag den 13. januar trisser Cecilie Albrecht, tung, træt og i niende måned af sin graviditet ned til Hyllie Station i Malmø.
På stationen står hun og venter på sin far, da hun pludselig får øje på uniformerede politibetjente.
Politiet nærmer sig hende og spørger ind til, hvad hun hedder, og på trods af en højgravid mave spørger politiet også, om hun er gravid.
Svensk politi ved, at det drejer sig om en kidnapning af et barn, men de er øjensynligt ikke klar over, at sagen drejer sig om et ufødt barn.
Cecilie Albrecht bliver anholdt på stationen i Hyllie, men det er uklart for hende, hvad hun egentlig er anholdt for, men hun kan forstå på svensk politi, at det drejer sig om et kidnappet barn.
Om aftenen samme dag bliver hun ført ind i en svensk politibil, der fragter hende over Øresundsbroen, hvor det danske politi venter på hende.
- Jeg ryster og har det helt ad helvede til. Jeg kan knap nok trække vejret. Alt er sort for mig. Jeg tror også, jeg glemmer at trække vejret et par gange, fortæller Cecilie Albrecht.
Tiltalt for forsøg på kidnapning
I ‘Justitsmordet på det ufødte barn’ har journalisterne bag interviewet en række eksperter, som alle er enige om, at flere instanser har handlet fejlagtigt i sagen om varetægtsfængslingen af Cecilie Albrecht og hendes ufødte barn.
En af dem er Frederik Waage, der er tidligere landsdommer og professor i forvaltningsret ved Syddansk Universitet. For ham er afgørelsen decideret uforståelig.
- Altså, det er en for mig at se uforståelig kendelse, der kommer omkring varetægtsfængsling her. Og derfor er det uforståeligt, at hun bliver varetægtsfængslet, siger Frederik Waage og fortsætter:
- Jeg kan ikke forklare det på anden måde, end at det simpelthen er en forkert konklusion, som retten når frem til, og det er meget overraskende, at man ikke formår at få det adresseret.
For advokat Mads Pramming, der har speciale i sociale sager mod myndighederne, er det også en sag, der får panderynkerne frem.
- Jeg tænker, at overskriften på en eller anden måde er, at en uskyldig kvinde er blevet fanget i udlandet og fragtet til Danmark og er blevet spærret inde. Barnet er blevet taget, og så er hun blevet efterladt på gaden igen. Det synes jeg er totalt rystende, fortæller Mads Pramming og fortsætter:
- Især i en situation, hvor der er så mange myndigheder involveret. Både kommune, politi og domstole, og at det har været ulovligt, siger Mads Pramming.

Kommune afviser kritikken
Beskyldningen om, at Næstved Kommune har fået politiet til at tro, at der var truffet en endelig afgørelse om en tvangsanbringelse, er ifølge kommunen selv en misforståelse.
- Det har ikke været intentionen. Jeg har ikke nogen grund til overhovedet at tro, at det er andet end fejl, men ja, det er en fejl, siger Daniel Gottrup, der er centerleder for Børn og Unge i Næstved Kommune.
Han siger desuden, at fejlene ville påvirke sagens udfald.
Kommunen er derudover klar over, at en afgørelse om tvangsanbringelse ikke kan træffes, før barnet er født.
Politiet har afvist at stille op til interview, men skriver, at dets involvering skyldes, at Cecilie Albrecht kunne være til alvorlig fare for sig selv og sit ufødte barn ifølge deres oplysninger.
Det er dog ikke oplysninger, som fremgår af det omfattende dokumentmateriale, som Sjællandske Medier har set igennem.
Landsretten er ikke vendt tilbage på vores forelæggelse.
Byretten i Næstved har ikke ønsket at kommentere sagen.