Hvis din vaskemaskine lugter, er det et tegn på, at der har ophobet sig kalk og smudsrester i maskinen, hvilket giver grobund for bakterier. En anden årsag kan være, at der er bakterier i vaskemaskinen.
Det kan ikke nødvendigvis ses, da kalk, smuds og bakterier kan sidde indvendigt på tromlen eller i revner og sprækker.
De mest almindelige årsager til lugt i vaskemaskinen er enten, at der kun vaskes ved lave temperaturer, vaskemaskinen ikke er rengjort, vaskemaskinen er tilkalket, lågen og sæbeskuffen lukkes efter vask, så fugten bliver i maskinen eller man bruger for lidt vaskemiddel.
Man kan heldigvis både fjerne lugten og undgå, at den kommer igen med hjælp af tandbørste, eddikesyre og afkalkningsmiddel, for eksempel citronsyre.
Sådan gør du
Tag trevlesien ud, tøm den og rengør den med en tandbørste.
Rens sæbeskuffen for sæberester på både for- og bagside. På de fleste maskiner kan sæbeskuffen tages ud med et lille, fast ryk.
Skrub hullerne over sæbeskuffen (dér, hvor vandet kommer ind) med en hård børste.
Fjern kalk fra hullerne, hvor vandet kommer ind i maskinen. Brug fx en kødnål til at skrabe kalken løs, hvis der er meget eller spray en blanding af fire dele vand og én del eddikesyre 32 procent på, og lad det virke natten over.
Du kan også sætte en klud med eddikesyreblandingen på hullerne natten over.
Tør ruden og plastkanten ved lågeåbningen af med en fugtig mikrofiberklud, og vær særlig opmærksom på snavs i plastkantens revner.
Plastkanten, der også kaldes dørbælg eller lågebælg, kan være fyldt med hår og gamle kalkrester. Fjern kalken ved at smøre 1 del eddikesyre og 3 dele vand på og i plastkanten. Læg evt. et gammelt håndklæde i bælgen og hæld opløsningen over.
Afkalk vaskemaskinen med et afkalkningsmiddel, hvis det er nødvendigt. For eksempel kan du bruge citronsyre ved 30 grader.
Kør en kogevask på 95 grader som afslutning på rengøringen af vaskemaskinen, gerne med hvidt tøj og et hvidvaskemiddel.
Rengør gulv og væg bag vaskemaskinen, hvis lugten ikke forsvinder. Her kan gemme sig gamle klude, døde dyr og masser af nullermænd.
Sidste mulighed er, at lugten kommer fra kloakken.
Hårdt vand kan være synderen
Lugt i vaskemaskinen kan hænge sammen med hårdt vand. Kalk i sig selv giver ikke lugt i vaskemaskinen, men kalkaflejringer i maskinen giver mulighed for at smuds og bakterier sætter sig i kalkbelægningen.
Bor du i et område med meget hårdt vand (over 20dH), er det derfor en god idé at tilsætte ekstra kalkopløser.
For at undgå lugt fremover bør du give vaskemaskinen en hovedrengøring et par gange om året. Lad også lågen og sæbeskuffen stå på klem efter hver vask, så maskinen tørrer inden i. Det hæmmer bakterievækst.