Det er Søholmskolen i landsbyen Jystrup nord for Ringsted, der er blevet ramt af en chokerende hændelse, efter en mandlig ansat blev opdaget i at videofilme skolens omklædningsrum.
Skolecenterchef i Ringsted Kommune Jesper Ulrich Jørgensen bekræfter over for Sjællandske Nyheder, at stemningen er trykket på skolen, hvor han hele torsdagen har været til stede.
Hvad kan du fortælle om forløbet?
- En medarbejder finder en telefon, som ligger og ringer oven på nogle skabe. Det ligner, at den telefon er forbundet til noget kameraudstyr. Man kan ikke se, hvor det er, eller hvad der foregår på det tidspunkt. Lederen har meldt sagen til politiet. De har bekræftet vores værste anelser, at han har sat et kamera op i omklædningsrummet og filmet elever på 3. og 5. årgang.
Hvad gør I nu?
- Vi indkalder forældrene nu til ekstraordinært forældremøde her til aften for 3. og 5. årgang. Og resten af skolens forældre lige bagefter.
Jesper Ulrich Jørgensen oplyser, at der er indkaldt medarbejdere fra PPR, ligesom skoleledelsen og han selv vil være til stede aftenen igennem for at svare på spørgsmål fra forældrene.
- Vi arbejder på højtryk for at lande det godt for alle. Vi har vejledere og rådgivere ude i forhold til, hvordan skal tale med sine børn.
Jesper Ulrich Jørgensen ønsker ikke at oplyse, om den nu anholdte mand er skolelærer eller har haft en anden funktion på skolen. Han vil heller ikke fortælle, hvor længe manden har været ansat på Søholmskolen.
Intet tyder ifølge skolechefen på, at manden skulle have begået andre ubehageligheder.
- Politiet oplyser, at de sigter ham for blufærdighedskrænkelse, og vi har ikke kendskab til, at der er børn, der har haft nogle andre ubehagelige oplevelser med medarbejderen, siger Jesper Ulrich Jørgensen.
Skolechefen har ros til skolens personale for den måde, de ansatte har håndteret sagen på.
- De medarbejdere der har fundet ud af det her har handlet godt, hurtigt og ansvarligt. Skolen har handlet super hurtigt, og han har ikke været inde på skolen siden det blev opdaget.
Forældrene på Søholmskolen fik besked om hændelsen ved 14-tiden torsdag og igen lidt senere med en opdatering og indkaldelse til forældremøde.
Jesper Ulrich Jørgensen fortæller, at medarbejderne på skolen blev orienteret til middag om, at der var en sag undervejs.
Derudover er dagens undervisning forløbet som vanligt.
- Skolen er lykkedes fuldstændig med at få en almindelig skoledag til at køre, men indadtil har vi knoklet. Men det er klart, at der nu er en trykket stemning, siger han.
På aftenens møde bliver forældrene vejledt i, hvordan de skal tale med deres børn om hændelsen, ligesom skolen vil tale med eleverne fredag.
Psykologhjælp
Skoleleder på Søholmskolen Flemming Waldemar Johansen supplerer i en pressemeddelelse fra Ringsted Kommune:
- Det er en sag, vi betragter med meget stor alvor, og jeg er dybt rystet. Vi anmeldte straks sagen til politiet, og vi har orienteret elever, forældre og ansatte på skolen om det, som vi ved om sagen på nuværende tidspunkt. Vi er i gang med at tilbyde og yde psykologisk støtte og rådgivning til de elever, forældre og medarbejdere som skulle få brug for det, siger Flemming Waldemar Johansen, leder af Søholmskolen.