Lad os nu lige få de korrekte historiske fakta på bordet omkring de politiske beslutninger, som blev truffet på Christiansborg i foråret 2019 og som fik stor indflydelse på, hvornår Hillerødmotorvejens forlængelse ændres til en rigtig motorvej.
Dengang Danmark havde en borgerlig regering (Venstre, Konservative, Liberal alliance) og med støtteparti Dansk Folkeparti tilbage i 2019 fremlagde de den 12.marts:
Aftale om et sammenhængende Danmark Investeringsplan 2030, og jeg citerer fra den:
”Opgradering til motorvej af Hillerødmotorvejens forlængelse. Der er i dag trængselsudfordringer på den ca. 13 km lange motortrafikvejstrækning mellem Allerød og Hillerød, som medfører kødannelser i myldretiden. Strækningen er en vigtig del af indfaldskorridoren til hovedstaden. Der er i 2018 gennemført en VVM-undersøgelse af projektet. Aftaleparterne er enige om at afsætte 855 mio.kr. (2019-pl) til at udvide den eksisterende motortrafikvej mellem Allerød og Hillerød til en 4-sporet motorvej. Projektet igangsættes i 2023”. Citat slut.
Så blev der udskrevet et folketingsvalg til afholdelse i juni 2019 og den daværende VLAK-regering tabte magten og blev erstattet af Mette Frederiksen, som fik nøglerne til statsministeriet ved hjælp af SF og Enhedslisten.
Ud med badevandet røg den kørefærdige plan for en veludbygget transportinfrastruktur frem mod 2030, nu var der ikke politisk flertal for alle de forbedringer for biltrafikken i Danmark, som lå i den omfattende plan.
90 mandater i Folketinget bestemmer retningen, og ikke enkelte nordsjællandske politikere, som jeg er helt sikker på, uanset om de er valgt for det ene eller andet parti, ønsker de forbedringer som kan gøre den omtalte vejstrækning mere trafiksikker og begrænse de alvorlige ulykker.