Foredrag og workshops om mental sundhed

Stinus Kirkeskov, projektleder på Sindets måned og litteraturformidler på Glostrup Bibliotek

Stinus Kirkeskov, projektleder på Sindets måned og litteraturformidler på Glostrup Bibliotek

Foto: Glostrup Bibliotek

Glostrup Bibliotek fejrer Sindets måned, der strækker sig fra mandag 11. september til tirsdag 10. oktober, med en lang række af aktiviteter, der har psykiatrien og psykisk sygdom som centrale emner.

Mental sundhed er et presserende emne. Cirka 580.000 danskere, hvilket svarer til hver tiende, lider i øjeblikket af en psykisk sygdom. Derudover vil 82 procent af os på et tidspunkt i vores liv modtage behandling for en psykisk sygdom, ifølge Bedre Psykiatri 2023. Problematikken forværres af, at 88 procent af danskerne ifølge tal fra Psykiatrifonden mener, at det er mere socialt acceptabelt at have en fysisk sygdom end en psykisk. Dette stigma gør det sværere for dem, der lider af psykiske lidelser, selvom statistikkerne viser, at psykiske problemer er en integreret del af folkesundheden.

- En offentlig kulturinstitution som et bibliotek har et ansvar for sine borgere, især når man kan se en negligering på et omsorgsområde. Derudover er der to psykiatriske centre i kommunen, og derfor er det oplagt, at Glostrup Bibliotek tager en aktiv oplysningsrolle i forhold til psykiatrien og psykisk sygdom, og endnu vigtigere er en central base i kommunen for et fællesskab, som er så hårdt tiltrængt for mange af de sårbare borgere, siger Stinus Kirkeskov, projektleder på Sindets måned og litteraturformidler på Glostrup Bibliotek.

Sindets måned er arrangeret i tæt samarbejde med Psykiatrisk Center Glostrup. En række arrangementer finder sted i denne periode. Foredrag om depression og psykoser ved forskerne Poul Videbech og Olga Bengård Baltzersen står på programmet. Forfatterskolen PS! afholder en skriveworkshop med fokus på skriftens gavnlige effekt på psyken. Desuden vil Foreningen Bedre Psykiatri tale om de pårørendes udfordringer. Forfatter Anna Rieder vil gæste biblioteket for at læse op og deltage i samtaler. På Sindets dag tirsdag 10. oktober præsenterer Center for Kunst og Mental Sundhed litterære behandlingsformer i psykiatrien under et foredrag og debatarrangement.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...