Centerhallen bør bevares!

Eric Lerdrup Bourgois ønsker ikke, at Centerhallen rives ned.

Eric Lerdrup Bourgois ønsker ikke, at Centerhallen rives ned.

Foto: Presse

Centerhallens skæbne har været behandlet på det seneste Økonomiudvalgsmøde. Beslutningen blev, at hallens skæbne skulle videresendes til udtalelse i Kultur- Idræts- og Fritidsudvalget, hvor jeg er medlem. Det ser jeg frem til.

For der er mange gode grunde til IKKE at nedrive Centerhallen.

Først og fremmest er Centerhallen et monument på vores helt særlige Allerød pionerånd og identitet.

Der manglede badmintonfaciliteter og derfor byggede frivillige kræfter en hal til formålet i 1954-55, som så siden blev overdraget til Allerød kommune af Lillerød Badmintonklub i 1973. Det har vi et historisk ansvar over for – og det bør vi også have respekt for, set i et nutidigt perspektiv, hvor nye faciliteter netop bedes finansieret af vores mange foreninger.

Læs også

Og så er der alle brugerne og ikke mindst de store events, så som den årlige og velbesøgte øl-festival, fjerkræudstilling og de mange generalforsamlinger mm., som afholdes i Centerhallen og som tegner vores særlige foreningsliv og fællesskab.

Centerhallen ønskes tilsyneladende nedrevet for at bygningskomprimere, hvilket i store træk betyder, at en kommune ikke må have flere kvadratmeter, end man behøver. Det er naturligvis fornuftigt.

Men ønsket om nedrivning af Centerhallen er en direkte konsekvens af de 800 kommunale kvadratmeter, som planlægges ifm. det kommende ”Kulturtorv”. 800 kvadratmeter som – parentes bemærket og trods borgerinddragelse – endnu ikke indretningsmæssigt er finansieret. Dvs. at det er ”rå beton-kvadratmeter” i godt 2,5 meters højde, der synes være erstatningen for vores ”højt-til-loftet-kulturarvs-m2” i Centerhallen. Det er identitetsløst og helt skævt!

Lad os nu bevare vores historiske kvadratmeter. De er nemlig en helt særlig del af vores kulturarv og identitet. Og lad os i stedet frasælge de kommende 800 kommunale-Kulturtorvs-kvadratmeter til brug for f.eks. café- og restaurationsvirksomhed. Vi har nemlig ikke et kommunalt behov for nævnte kvadratmeter og de vil kunne skabe en helt ny dynamik i Lillerød bymidte – på private hænder.

Og så er der hele bæredygtighedsaspektet, hvor det heller ikke giver mening at nedrive en velfungerende kommunal facilitet.

Min holdning er i hvert fald klar – Centerhallen bør bevares!

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...