Vil have flere aktiviteter for en særlig gruppe børn og unge

Udsatte skolebørn deltog i sommerens ferieaktiviteter.

Udsatte skolebørn deltog i sommerens ferieaktiviteter.

Foto: Pressefoto

Foreningslivet skal have flere tilbud for udsatte børn og unge.

Det er målet for Furesø Fritidsvejledning, der i sommerferien tilmeldte 50 børn til 82 hold. Det var med alt fra trampolin, tennis og e-sport til forfatterskole og smykkeværksted. I alt deltog omkring 1500 skolebørn i de populære sommerferieaktiviteter. 

Tidligere erfaringer viser, at udsatte børn og unge ofte er mindre aktive end deres jævnaldrende og ofte har få eller ingen planlagte aktiviteter i sommerferien. Furesø Fritidsvejledning har derfor arbejdet målrettet på, at også udsatte skolebørn blev tilmeldt sommerens aktiviteter. Det skriver Furesø Kommune i en pressemeddelelse.

Et springbræt

Her forklares det, at tritidsvejledning er et tilbud til børn og unge, der gerne vil starte til en fritidsaktivitet, men som har brug for vejledning og støtte til at komme i gang. Fritidsvejledningen samarbejder tæt med sundhedsplejersker, Familiehuset, lærere og andre lokale aktører for at nå ud til de familier, der har brug for ekstra hjælp.

- Når udsatte børn deltager i sommerferieaktiviteter, får de ikke kun en sjovere ferie og nye venner. Det kan også være et springbræt til et varigt engagement i kommunens foreningsliv. Hvert år ser vi, at Furesøs foreninger får nye medlemmer på baggrund af sommerens aktiviteter, siger fritidsvejleder Josefine Needham.

Et godt samarbejde med de lokale foreninger er derfor afgørende, da det er foreningerne, der efterfølgende skal fastholde børnene i de forskellige aktivitetstilbud. For de børn, der har det svært i skolen, kan foreningslivet være et sted, hvor de oplever glæde, fordybelse og udvikler nye kompetencer.

Et stærkt lokalt foreningsliv styrker ikke kun børn og unges fysiske sundhed, men har også stor betydning for deres mentale sundhed gennem positive oplevelser og fællesskaber, fremgår det af pressemeddelelsen.

- Foreningernes engagement i børnenes sommerferieaktiviteter er uvurderligt. Det giver de børn, der ikke skal på ferie, muligheden for at skabe nye venskaber og få oplevelser, de kan tage med sig videre i livet. Denne indsats er noget, vi alle i kommunen kan være stolte af, siger Lars Køster Svendsen, formand for Folkeoplysningsudvalget i Furesø Kommune.

 Er du forælder, pårørende, træner, lærer eller kender du på anden vis et barn, der kunne have glæde af en fritidsaktivitet, kan du udfylde ansøgningsskemaet på furesoe.dk/fv. Hvis du har spørgsmål til Furesø Fritidsvejledning, kan du kontakte dem på e-mail fv@furesoe.dk.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...