Nyt liv på bilværkstedet

Dåstrup Auto har fået nye ejere.

Daniel Christensen har købt Dåstrup Auto.

Daniel Christensen har købt Dåstrup Auto.

Foto: Britt Nielsen

Efter nogle måneder med tomme lokaler er der nu nyt liv på vej til Dåstrup Auto. Det er Helene og Daniel Christensen, som også har Borup Auto, der har købt værkstedet.

Daniel Christensen har været en del af Borup Auto siden 2018, hvor han begyndte et generationsskifte med den daværende ejer. For tre år siden overtog han værkstedet, hvor der er 12 lifte. Hustruen Helene sørger for det administrative.

Daniel Christensen var i kontakt med Henning Vejgaard Jensen, som etablerede Dåstrup Auto i 1996, om at leje værkstedet, da Henning Vejgaard Jensen tabte kampen til kræft i marts.

- Der er ni kilometer fra Borup. Ved også at have Dåstrup Auto får vi et større område, hvor vi kan hjælpe kunderne, siger Daniel Christensen, som forventer en del synergi mellem de to værksteder.

- Og der er behov for værksted her. Vi har gået i weekenderne og ryddet op, og så har folk kigget ind og spurgt, hvornår åbner I? Der er tre lifte, og jeg ville ønske, jeg kunne bygge ud her, fortæller Daniel Christensen.

Han røber, at værkstedet er klar og åbner igen den 2. september, hvor to mekanikere fra Borup Auto foreløbig rykker ind.

- Så bliver det en Din Bilpartner. Jeg er i bestyrelsen, så det var oplagt, siger Daniel Christensen.

Han fortæller, at han søger en mekaniker mere til Dåstrup Auto, men det er ikke nemt at finde i øjeblikket.

Lystræ til jul

Daniel Christensen indrømmer, at han ikke kender så meget til Dåstrup og Viby endnu.

- Da jeg købte Borup, kendte jeg heller ikke byen, lyder det fra Daniel Christensen, som selv bor i Jyllinge.

Han konstaterer, at han nu har værksted i sin egen kommune.

Daniel Christensen har bestilt en anlægsgartner til at få skik på udearealerne. Et af de store træer får lov til at blive, fordi der plejer at være julelys på det.

- Vi kommer også til at lave events op til jul, siger han.

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...