23.000 til firmafest er en dag på kontoret for politiet

Medina spiller til Novo Nordisks sommerfest på Dyrskuepladsen.

Medina spiller til Novo Nordisks sommerfest på Dyrskuepladsen.

Foto: Hans-Jørgen Johansen

Det er lidt af en havefest, Novo Nordisk blænder op for, når virksomheden inviterer alle deres medarbejdere til sommerfest på Dyrskuepladsen i Roskilde. 23.000 mennesker regner Novo selv med, men et opbud af den størrelse er ikke noget, der får politiet til at kalde ekstra mandskab på arbejde fredag aften.

- Det giver ingen særlig politimæssig indsats, siger Thomas Kristensen, kommunikationschef i Midt- og Vestsjællands Politi.

Han medgiver, at det er et stort arrangement med rigtig mange mennesker. Så politiet skal nok være der, hvis der skulle være behov for dem, men Novo-festen har været på Dyrskuepladsen i en årrække og plejer ikke at give anledning til ballade.

Det gælder også trafikken, som heller ikke får politiet til at troppe op på Darupvej. Ifølge kommunikationschefen skal der mere end lidt kødannelse til, før ordensmagten finder grund til at regulere trafikken.

Ifølge Novo Nordisk ankommer langt de fleste af deres medarbejdere fra hele Danmark til sommerfesten med busser, men de beklager på forhånd, hvis det påvirker trafikken i området omkring festivalpladsen.

Novo Nordisk har over 30.000 medarbejdere i Danmark. 63 procent af dem arbejder i produktionen, og en del af dem må blive på pinden, da medicinalgigantens fabrikker kører i døgndrift - og derfor også under sommerfesten.

Firmafesten finder i øvrigt ikke alene sted på samme plads som Roskilde Festival. Det er også festivalens grej- og eventfirma, RF Experience, der har indgået kontrakt med Novo Nordisk om arrangere sommerfesten.

Mø er et af de andre store navne, der spiller til fredagens firmafest på Dyrskuepladsen.
Mø er et af de andre store navne, der spiller til fredagens firmafest på Dyrskuepladsen. Foto: Thomas Olsen

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...