- Ikke én krone kommer de ældre plejekrævende til gavn

Åbent brev til Furesø Byråd fra Furesø Seniorråd.

Seniorrådet har diskuteret det fremlagte budgetforslag for årene 2025 til 2028.

Regering og folketing har bevilget tre milliarder til et væsentligt løft af ældreplejen, hvoraf Furesø skal modtage 3, 8 millioner.

Så meget desto større er vores forundring og forargelse over, at byrådet vil bruge de 3,8 millioner, som Furesø modtager ekstra til ældreområdet i 2025, stigende de kommende år, til alt muligt andet end de ældre. Ikke én krone kommer de ældre plejekrævende til gavn.

Regeringen sender ekstra millioner, som er til dækning af det ekstraordinære lønløft til bl.a. plejepersonalet til Furesø, MEN disse penge vil Furesø byråd heller ikke bruge på de gamle, næh, de bliver også brugt til andre formål.

Tværtimod skal der igen igen spares millioner på ældreområdet! Besparelser, der vil betyde nednormeringer i plejen = mindre personale og en væsentlig reduktion i serviceniveauet, et serviceniveau der i forvejen er blandt landets allerringeste.

Alt dette på en baggrund af mange års konstante budgetnedskæringer og reduktioner i kvalitets- og serviceniveau. Og i disse år, hvor Furesø får stadigt flere og flere ældre – uden at budgetterne øges svarende til det øgede antal ældre. Tværtimod faktisk.

På baggrund af en fejlagtig prognose over plejehjemsbehovet ville byrådet nedlægge plejehjemmet Solbjerghave og fjernede øjeblikkeligt seks millioner fra Ældre- Sundhedsudvalgets budget. Da det kunne ikke lade sig gøre at nedlægge plejehjemmet, fastholdt byrådet alligevel at fjerne de seks millioner årligt fra ældreområdets budget. Pengene var gået til noget andet.

Der kan nævnes mange andre forhold, men tilbage står, at Furesø byråd bevidst har valgt besparelser og nedskæringer i ældreplejen.
Resultatet er en skammeligt ringe pleje og personale, der rejser.

Seniorrådet opfordrer kraftigt til, at byrådet bruger de millioner, som regering og folketing har bevilget ekstra til ældreområdet til det, de er tiltænkt og ikke alle mulige andre formål.
Hvordan vil Byrådets ellers forklare, hvorfor man vælger IKKE at bruge ældremidlerne på netop de ældre i Furesø.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...